To års fængsel til NFL-stjerne

Det kom til at koste NFL-stjernen Plaxico Burress to år i fængsel, at han i november sidste år kom til at skyde sig selv i benet ved et uheld, da han opholdt sig på en natklub i New York. Wide receiveren fra New York Giants fik tirsdag dommen, efter at han i sidste måned erkendte sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.

Det forventes, at Plaxico Burress kan blive løsladt efter 20 måneder, hvis han opfører sig ordentligt i fængslet.

Plaxico Burress afgjorde sidste år Super Bowl, finalen i den amerikanske fodboldliga, da han kort før tid greb det afgørende kast fra quarterback Eli Manning i kampen mod storfavoritterne New England Patriots. Det sikrede New York Giants klubbens første Super Bowl-sejr i 17 år.

/ritzau/

Stjernereceiveren Plaxico Burress fra den amerikanske fodboldliga, NFL, er blevet idømt to års fængsel, efter at han sidste år skød sig i benet på en natklub.

Offentliggjort Sidst opdateret