To Brøndby-spillere er testet positive for coronavirus
Simon Hedlund scorede i weekenden for Brøndby i sejren over FC Nordsjælland. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Ved den ugentlige Covid-19-test er to Brøndby-spillere testet positive, oplyser Superliga-klubben.
Brøndby-spillerne Samuel Mraz og Simon Hedlund er testet positive for coronavirus. Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.
Begge spillere skal nu blive hjemme i syv dage, begyndende fra mandag 29. juni.
- Vi følger protokollerne nøje, og ved den ugentlige test af spillere og stab er to spillere testet positive. Begge er symptomfrie, og nu følger vi de givende retningslinjer, der er udarbejdet af Divisionsforeningen for personer, der tester positivt, siger Brøndby holdlæge, Jonas Vestergaard, til klubbens hjemmeside.
De øvrige spillere og personer i staben testes for en sikkerheds skyld igen, oplyser Brøndby.
For Mraz og Hedlund, der begge huserer i angrebet, betyder det, at duoen i første omgang går glip af søndagens udekamp mod AaB. Begge spillere er i øvrigt symptomfrie, meddeler Brøndby.
De to spillere vil fra begyndelsen af næste uge blive indlemmet i spillertruppen igen. Her vil der blive foretaget en lægefaglig vurdering af, om de kan være til rådighed til kampen mod FC Nordsjælland torsdag 9. juli.
Cheftræner Niels Frederiksen erkender, at holdet er svækket mod AaB.
- Det svækker os naturligvis med Simon og Samuel ude i den kommende kamp, men vi har Jesper Lindstrøm tilbage fra karantæne, og Mikael Uhre spillede sin måske bedste kamp i Brøndby-trøjen i søndags.
- Derudover har vi en masse gode spillere i truppen, der har vist, at de kan spille på flere positioner. Så vi skal nok finde nogle gode løsninger.
- Vi har masser af selvtillid i holdet og er ubesejret i mesterskabsspillet, så vi tager til Aalborg for at vinde og jagte tredjepladsen, siger træneren.
Hedlund står noteret for fem ligamål og ni assister i sæsonen. Mraz er noteret for fire mål, mens han har lagt op til to scoringer.
Senest scorede Hedlund i weekendens sejr ude over FC Nordsjælland. I Farum-klubben strammes der nu op på corona-protokollerne som konsekvens af de positive test i Brøndby.
Det meddeler FCN på klubbens hjemmeside.
Hele FCN-truppen samt staben blev testet for Covid-19 mandag formiddag. Alle test var negative. Der foretages en ekstra test på torsdag for alle i og omkring truppen, oplyser FCN.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker