To gyldne minutter giver Frederikshavn fordel i isgyser
Frederikshavn og Esbjerg har spillet seks tætte kvartfinalekampe. På fredag venter den syvende og afgørende. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Frederikshavn udlignede til 3-3 i kvartfinaleserien mod Esbjerg og har hjemmebane i den afgørende kamp.
Der skal en syvende og afgørende kamp til for at finde den sidste DM-semifinalist i ishockey.
Det står klart, efter at Frederikshavn White Hawks på udebane vandt 5-3 over Esbjerg Energy og dermed udlignede til 3-3 i den ekstremt tætte kvartfinaleserie.
Vendelboerne var rejst til Esbjerg med kniven for struben, vel vidende at et nederlag ville sende dem ud af medaljekampen.
Men under hårdt pres lykkedes det gæsterne at hente den nødvendige sejr - ikke mindst på grund af to gyldne minutter i slutningen af første periode.
Efter en jævnbyrdig indledning stod det 1-1, men pludselig ramlede det hele for hjemmeholdet.
Mellem 15. og 17. minut scorede først William Boysen og dernæst Dale Mitchell og David Friedmann, så Frederikshavn pludselig førte 4-1.
Esbjerg-træner Mark Pederson reagerede ved at hive målmand Nicolaj Henriksen ud og sætte Mathias Seldrup på isen, og godt midtvejs i anden periode skabte Mark Derlago nyt håb ved at reducere fra en spids vinkel.
Gæsterne kom for alvor under pres, da Esbjerg mod slutningen af perioden spillede mere end halvandet minut med to spillere i overtal.
Men den nordjyske defensiv holdt stand og bevarede forspringet på 4-2 inden opgørets sidste tredjedel.
Spændingen forduftede dog straks inde i tredje periode, hvor Dale Mitchell scorede for tredje gang. I powerplay huggede canadieren pucken op i målhjørnet og bragte sit hold på 5-2.
At Derlago reducerede på ny med fem minutter igen fik i sidste ende ingen betydning.
For da Esbjerg til slut erstattede Seldrup med en sjette markspiller, scorede Frederikshavns Cam Spiro blot i det forladte mål, og omkring 4000 tilskuere måtte gå skuffede hjem fra den splinternye ishockeyarena på vestkysten.
Nu skal det hele afgøres på fredag i Frederikshavn, hvor vinderen følger med Rungsted Seier Capital, Aalborg Pirates og Sønderjyske i semifinalerne.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde