To hurtige mål er rigeligt til dansk sejr på Malta
De danske spillere jubler her i en stor klynge efter det første mål mod Malta. Foto: Darrin Zammit Lupi/Reuters
Janni Thomsen scorede landsholdsmål nummer 1000, og debutanten Olivia Holdt scorede også i Danmarks 2-0-sejr.
De danske fodboldkvinder har taget et nyt skridt mod næste års fodbold-VM i Australien og New Zealand.
Fredag aften levede Danmark op til en enorm favoritværdighed og vandt med 2-0 i en ensidig udekamp mod Malta efter to mål i kampens første syv minutter.
Dermed har danskerne fortsat gjort rent bord i VM-kvalifikationen, hvor det er blevet til syv sejre i syv kampe.
Dermed ser det gunstigt ud for Lars Søndergaards mandskab, men en stor ubekendt faktor er, om Rusland bliver smidt ud af VM-kvalifikationen eller ej. Aktuelt er russerne suspenderet fra al international fodbold som følge af invasionen af Ukraine.
Trækkes Rusland endegyldigt ud af kvalifikationsturneringen, der løber frem til efteråret, kan Danmark dårligt undgå at komme til VM.
Fredagens kamp på Malta var under fem minutter gammel, da Danmark tog føringen.
Den kraftige vind var med til at forvirre forsvaret, og bolden dumpede ned for fødderne af Janni Thomsen, og midtjyden sparkede sikkert bolden i mål. Det var hendes andet mål for Danmark, og det var samtidig kvindelandsholdets mål nummer 1000 i DBU-regi.
To minutter senere blev det 2-0. Debutanten Oliva Holdt trykkede af, og bolden blev rettet af og snød målmanden, da den gik ind via stolpen.
- Jeg er jo angriber, så jeg tager 100 procent det mål.
- Det var mega fedt at spille min første landskamp og få scoret. Jeg håber, at det kan fjerne lidt nerver, nu kender jeg holdet og de andre spillere lidt bedre, siger debutanten.
Så skulle man tro, at der var lagt op til en dansk målfest, men trods en massiv overvægt i boldbesiddelse og afslutninger, blev der ikke scoret yderligere.
- Tidligere har vi været enormt effektive mod Malta. Den her gang var vi ikke helt så skarpe og ramte stolperne i stedet.
- Men vi viste stadig, at vi kan skabe mange chancer mod et lavtstående hold, og det kan vi tage med videre, siger Lars Søndergaard.
Det var fjerde gang på under tre år, at de to hold mødtes. De foregående tre kampe havde Danmark vundet med henholdsvis 8-0, 8-0 og 7-0, og spillet var ensidigt nok til, at fredagens kamp kunne være endt med lignende cifre. Målmand Jodie Attard havde dog en fin aften i det maltetiske bur.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde