To nederlag efterlader Blichfeldt alene i damesingle
Line Kjærsfeldt leverede i store perioder flot spil mod Han Yue, men hun mistede pusten i tredje sæt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Selv om Line Kjærsfeldt tog et sæt, røg både hun og Line Christophersen ud i anden runde ved VM onsdag.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Både Line Kjærsfeldt og Line Christophersen var på svære opgaver i anden runde ved VM, og selv om førstnævnte spillede godt og tog et sæt, blev det til to danske nederlag.
Dermed er Mia Blichfeldt eneste tilbageværende dansker i damesingle i Royal Arena. Christophersen tabte 16-21, 13-21 til fjerdeseedede Tai Tzu Ying, mens Kjærsfeldt tabte med 13-21, 21-14, 14-21 til kineseren Han Yue.
Line Kjærsfeldt havde det svært i første sæt, hvor den niendeseedede kineser alt for let fik lov til at få overtaget i duellerne.
Kjærsfeldt manglede løsningerne til at komme ind og gøre sig gældende, og derfor kom hun hurtigt så langt bagud, at tankerne givetvis allerede var på andet sæt.
Det gav sikker kinesisk sætsejr på 21-13.
Annonce
Noget tydede også på, at der var medvind i på den side, danskeren havde i første sæt. Det så man også i Rasmus Gemkes kamp forinden.
Han Yue havde svært ved at styre tempoet, og det gav tiltrængte lette point for Kjærsfeldt, som tidligt åbnede en komfortabel føring.
Line Christophersen spillede sin chance, men det var stadig ikke nok mod fjerdeseedede Tai Tzu Ying. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hun slap aldrig taget i sættet, og med 21-14 tvang hun kampen ud i et afgørende tredje sæt.
Tilbage på medvindssiden blev det igen svært at spille bagbanen, men fra 3-8 fandt danskeren en vej ud af det og reducerede til 8-9.
Desværre formåede hun ikke at fortsætte de gode takter, selv om hun kom tilbage på modvindssiden korte efter. Hun fik aldrig helt kontakt med Han Yue, som sikkert hjemtog tredje sæt.
Line Christophersen havde proklameret, at et højt tempo skulle forhindre Tai Tzu Ying i at kunne styre deres opgør ved VM, og det blev forsøgt.
Den fjerdeseedede gigant fra Taiwan var dog for stor en mundfuld for den 23-årige dansker, som var med indtil midtvejs i første sæt.
Christophersen spillede med stort mod fra første bold, og det var ikke bare tomme løfter, da hun tirsdag efter sin sejr lovede at skrue op for tempoet i kampen.
Med udgangspunkt langt fremme på banen forsøgte hun at tage initiativet fra favoritten, og det lykkedes godt. Efter flot spil var hun foran 11-10 halvvejs i første sæt.
Men det er ikke for ingenting, Tai Tzu Ying har vundet All England og Indonesia Open to gange hver, Asian Games, Asian Championships tre gange, sæsonfinalen og hentet sølv ved både VM og OL.
Annonce
Selv korte udfald hos modstanderen bliver straffet, og det ramte Christophersen.
Fra 14-13 tog Tai Tzu Ying fem af de næste seks point, og så var et ellers fint første sæt gledet danskeren af hænde.
Det gav favoritten den fornødne ro, mens den mentale opgave at skulle vinde to sæt over en af verdens bedste spillere blev for uoverkommelig for Line Christophersen.
Hun kom aldrig med i andet sæt. Hun begyndte at satse meget, hvilket gav mange fejl, og Tai Tzu Ying var i fuld kontrol hele vejen til sætsejren på 21-13.
Seneste artikler
Ræsede gennem byen: Få km/t fra at miste bil og kørekort
Havørnen er landet i Søholtskoven
Ny minister erklærer valgløfte dødt - men afviser løftebrud
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Spor blokeret på motorvej
Kunde angreb ansatte i supermarked