To store skalpe til doublerne i Malaysia

Begge tilbageværende danske doubler spillede sig videre til semifinalen i badmintonturneringen Malaysia Open, selv om de var oppe mod højere rangerede modstandere.

Først satte Joachim Fischer og Christinna Pedersen sig igennem mod det tredjeseedede kinesiske par bestående af Zhang Nan og Zhao Yunlei i tre sæt.

Den danske duo måtte se sig slået i et meget tæt første sæt med cifrene 22-20, men kom siden stærkt igen i andet sæt, som blev vundet klart med 21-11. I tredje sæt førte danskerne hele vejen og vandt 21-19 på deres tredje matchbold.

Den useedede herrekonstellation bestående af eks-verdensmesteren Jonas Rasmussen og unge Mads Conrad-Petersen var også oppe imod en tredjeseedet modstander.

Herrerne skulle dog kun bruge to sæt på at besejre det indonesiske par med 21-19, 21-16.

/ritzau/

Både den danske mixed- og herredouble vandt deres kvartfinaler mod stærkere modstandere i Malaysia Open.

Offentliggjort Sidst opdateret