To straffespark redder FCM i topopgør mod Brøndby
Med to straffespark i slutminutterne fik FC Midtjylland søndag 3-3 mod Brøndby. BIF's Pukki scorede hattrick.
Med tre scoringer så Brøndbys Teemu Pukki længe ud til at blive den store helt på MCH Arena, men to straffesparkscoringer i de sidste minutter af hjemmeholdets Jakob Poulsen betød, at FC Midtjylland og Brøndby spillede 3-3 i Alka Superligaen.
Både FCM og Brøndby havde inden aftenens brag hentet syv point i sæsonens første tre kampe, og begge mandskaber tankede også selvtillid i midtugen ved at spille sig videre i Europa League.
Det var gæsterne, der kort før pausen bragte sig foran med 1-0. Hattrick-helten fra torsdagens Europa League-kamp, Teemu Pukki, fortsatte sin målform, da han ved hjælp af den ene opstander udplacerede en chanceløs Johan Dahlin i FCM-målet.
Efter pausen fortsatte midtjyderne med at dominere, og efter en times spil gik det galt for de blå-gule, da indskiftede Paul Onuachu steg til vejrs efter et hjørnespark og headede udligningen til 1-1 i kassen.
Men Teemu Pukki var ikke færdig med sit målshow, og med et kvarter tilbage bragte han Brøndby på sejrskurs med sin scoring til 2-1. Bare få minutter senere var han igen på pletten, da han med sin tredje scoring i kampen øgede til 3-1 til gæsterne.
Jakob Poulsen sørgede for spænding i opgøret fem minutter før tid, da han reducerede til 2-3 på et straffespark, og få minutter senere var det igen Jakob Poulsen, der på endnu et straffespark fik udlignet til slutresultatet.
Dermed sluttede topopgøret med et point til hver, og det betyder, at FC Midtjylland nu ligger på andenpladsen i ligaen med otte point, mens Brøndby er på tredjepladsen med lige så mange point.
FC København er fortsat på førstepladsen i Alka Superligaen med ti point.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde