To Swansea-selvmål baner vejen for sikker Arsenal-sejr
Olivier Giroud (tv.) bringer Arsenal foran 1-0 i udekampen mod Swansea. Foto: AP/Nick Potts
AP/Nick Potts
Arsenal behøvede end ikke at spille sig ud, da London-holdet på udebane slog et ringe Swansea-mandskab.
Det er ikke tilfældigt, at Swansea frister en tilværelse under nedrykningsstregen i Premier League. Det beviste holdet igen lørdag eftermiddag mod Arsenal.
På hjemmebane bød Swansea ind med to selvmål og bidrog gevaldigt til Arsenals sejr på 4-0.
Kampen åbnede egentlig nogenlunde lige, og der skulle gå lang tid, før der skete lidt.
Efter 37 minutters spil kom føringen til Arsenal, da Olivier Giroud - med noget besvær - gjorde det til 1-0.
Han missede først en tværaflevering tæt under mål, men da et hovedstød fra Mesut Özil sekunder efter blev blokeret i samme område, stod Giroud klar til at sende riposten i kassen.
Kort inden pausen følte hjemmeholdet sig snydt for et straffespark, da Sung-Yueng Ki blev nedlagt af Laurent Koscielny. Men dommeren gav Ki et gult kort for film i stedet.
Swansea er bundhold, og fra starten af anden halvleg fik man at se, hvorfor det walisiske hold er det.
Hjemmeholdet blev presset helt i bund af Arsenal og kunne slet ikke få bolden væk.
Efter hvad der føltes som næsten ti minutters skydetelt kom da også 2-0-målet. Swanseas Jack Cork var uheldig at rette Alex Iwobis skud af, så den gik i en bue over Lukasz Fabianski.
Swansea vågnede kortvarigt, men waliserne er bundhold, og den slags har det også med at være uheldige ofte. Eller dårlige om man vil.
Midtvejs i halvlegen sørgede Kyle Naughton for Swanseas andet selvmål, og tvivlsomt forsvarsspil satte fem minutter senere Alexis Sanchez op til 4-0-målet.
Arsenal trådte lidt på bremsen, og den totale ydmygelse udeblev, men Swansea ligner fortsat et hold med kurs mod næstbedste række.
London-holdet holder sig derimod til i forfølgerfeltet bag Chelsea.
I de øvrige kampe fik bundholdet Hull en tiltrængt sejr over Bournemouth på 3-1. Dermed overlader Hull sidstepladsen til Swansea.
Pierre-Emile Højbjerg fik hele kampen for Southampton, der tabte 0-1 ude mod Burnley, mens Viktor Fischer så til fra bænken, da Middlesbrough spillede 0-0 mod Watford.
West Ham vandt 3-0 hjemme over Crystal Palace, og Stoke sejrede med 3-1 på udebane mod Sunderland.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned