Tobias Mikkelsen scorer i Rosenborg-målfest

Spændingen var så absolut til at overskue, da danskerklubben Rosenborg torsdag aften gik videre fra 1. kvalifikationsrunde i Europa League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det norske fodboldhold vandt hjemme med 7-2 over Crusaders fra Nordirland efter 2-0 ved pausen.

Rosenborg er dermed videre med samlet 9-3.

Danske Tobias Mikkelsen bidrog til målfesten, da han efter en times spil scorede til 5-1 for Rosenborg.

Den tidligere FC Nordsjælland-fløj var med i hele kampen ligesom midtbanespilleren Mike Jensen.

Angriberen Nicki Bille Nielsen var på grund af en skade ikke med i Rosenborgs trup.

Malmö FF er også videre efter en 2-0-sejr hjemme over irske Drogheda.

Samlet går den svenske klub videre med de samme cifre, eftersom den første kamp endte uden mål.

/ritzau/