AC Horsens ligner mere og mere et tophold i Superligaen, og søndag gik det ud over Sønderjyske, som blev tildelt en ægte lussing, da Horsens vandt 4-1 i Haderslev.
Mandag besejrede Horsens mesterholdet FC København med 2-0, og nu indtager østjyderne tredjepladsen i Superligaen med 22 point, syv point færre end københavnerne.
Sønderjyske spillede ellers 15 lovende minutter med flere farlige skud mod Horsens' mål, men derefter var det helt og aldeles slut med underholdningen fra hjemmeholdets side.
Horsens tog fat med en eksplosiv offensiv, og i løbet af bare 22 minutter scorede udeholdet fire mål med spil, der fik sønderjyderne til at virke mere og mere modløse.
Det begyndte med et power-mål efter 17 minutter, da Jeppe Mehl i stedet for at sparke selv afleverede hurtigt til Henrik Toft, som vendte rundt og sparkede bolden hårdt og fladt fra kanten af feltet til 1-0.
Målet fik Sønderjyske til at vakle i den bageste kæde, og fem minutter efter kiksede det fuldstændig, da sønderjyderne headede bolden på tværs i bagkæden, mens Horsens lagde hårdt pres.
Så stod det 2-0, efter Gilberto Macena havde opsnappet bolden og taget et træk uden om Nathan Coe i sønderjydernes mål.
Hvis Sønderjyske vaklede efter et kvarter, så var holdet nærmest opgivende efter 36 minutters spil, da Søren Jensen kastede langt til en tæt omringet Henrik Toft, som rystede forsvarsspillerne af sig og sparkede bolden ind med ryggen til 3-0.
To minutter senere prikkede Jeppe Mehl bolden ind til 4-0 efter klumpspil i sønderjydernes felt.
Herefter syntes begge mandskaber enige om, at kampen var afgjort, selvom Sønderjyderne mod slutningen af kampen fik mere spil og en udligning til 1-4 ved nordmanden Jarl André Storbæk efter 77. minutter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned