Tom Lund fortryder tillægsaftale

Danmarks Cykle Unions formand Tom Lund fortryder den tillægsaftale med PBS, som beskyttede hans egen position i DCU. Formandsposten er dog ikke i fare.

Danmarks Cykle Unions formand hedder fortsat Tom Lund. Der har de seneste uger været en heftig debat om Tom Lunds formandspost internt i DCU's bestyrelse, hvor et medlem sågar har krævet Tom Lunds afgang. Men trods den interne uro blev formandsposten hos DCU slet ikke et tema på unionens årlige midtvejskongres, som blev afholdt i Sønderborg i dag.
- Overhovedet ikke. Der var fuld opbakning til mig og resten af bestyrelsen, siger Tom Lund til Ritzau.
En cykelstrid har ulmet, efter at det kom frem, at Tom Lund havde indføjet en klausul i en sponsoraftale med PBS (Pengeinstitutternes Betalings Service), hvor Tom Lund selv har en direktørstilling. Klausulen gik ud på at PBS kunne træde ud af kontrakten med DCU, i det øjeblik Tom Lund ikke længere var formand. Klausulen beskyttede dermed Tom Lunds position som formand, og den tillægsaftale fortryder Tom Lund i dag.
- Jeg har redegjort for, at jeg har lavet en tillægsaftale, som jeg måske skulle have gjort på en anden måde. Det gjorde jeg for at vinde tid, fordi jeg opdagede, at der var en høj grad af illoyalitet, og en stor intern uro, som kunne ende i en stor personstrid i DCU, så det gjorde jeg som et værn for det. Det har jeg orienteret bestyrelsen om, og det har jeg i dag orienteret kongressen om, forklarer Tom Lund.
- Bestyrelsen vil kigge på processen omkring, hvordan man laver sponsoraftaler i fremtiden, så vi undgår en lignende sag. Men vi er glade for, at vi nu kan lægge den her sag bag os, så vi kan koncentrere os om det, vi er sat i verden for. Nemlig at arbejde for at fremme cykelsporten i Danmark, siger Tom Lund.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret