Tom tank kostede Evenepoel 27 minutter i Vueltaen
Remco Evenepoel havde vist gode takter i Vueltaen, før han fredag gik helt ned med flaget. Foto: Cesar Manso/Ritzau Scanpix
Der var ikke mere i tanken, konstaterer belgiske Remco Evenepoel efter fredagens enorme tidstab i Vueltaen.
Før 13. etape af Vuelta a España var Remco Evenepoel et varmt bud på en vinder af det spanske cykelløb.
Nu er drømmen om at vinde Vueltaen for andet år i træk fuldstændig afblæst.
Evenepoel endte mere end 27 minutter efter etapevinderen Jonas Vingegaard og er nu røget helt ned på 19.-pladsen i klassementet.
Belgieren erkender i et opslag på det sociale medie X, at han ganske enkelt var løbet tør for kræfter.
- Når man forsøger og giver alt, er der intet at fortryde. Tanken var bare tom i dag (fredag, red.).
- Jeg vil gerne sige tak til holdet for støtten og for at blive hos mig til det sidste. Ulve giver aldrig op, skriver han med reference til Quick-Steps selvopfundne kælenavn "Wolf Pack" (Ulveflok, red.).
Mens fredagens etape udviklede sig til lidt af et mareridt for Quick-Step, kunne den næppe være gået meget bedre for Jumbo-Visma.
Efter Vingegaard fulgte holdkammeraterne Sepp Kuss og Primoz Roglic, og Jumbo-Visma indtager nu også de tre øverste placeringer i rækkefølgen Kuss, Roglic, Vingegaard.
Lørdag er der flere bjerge på programmet, når rytterne skal bevæge sig 156 kilometer fra Sauveterre-de-Béarn til Larra-Belagua.
Etapen slutter på en stigning i kategori-1.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker