Tomasson får arbejdstilladelse og indleder ny trænergerning
Jon Dahl Tomasson forlod i slutningen af 2021 jobbet som cheftræner i svenske Malmö FF. (Arkivfoto). Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Jon Dahl Tomasson havde torsdag sin første officielle arbejdsdag som ny cheftræner for engelske Blackburn.
Lidt over en uge efter at være blevet ansat havde Jon Dahl Tomasson torsdag sin første officielle arbejdsdag som cheftræner for Blackburn Rovers.
Her fik danskeren nemlig sin arbejdstilladelse i England. Det skriver Blackburn på Twitter.
Tomasson spildte ikke tiden og overværede torsdag en holdtræning i Blackburn, der ansatte den tidligere danske landsholdsangriber 14. juni.
45-årige Tomasson stod senest i spidsen for svenske Malmö FF, som han forlod i slutningen af 2021 efter at have ført klubben til to svenske mesterskaber på stribe.
Fra 2016 til og med 2019 var han assistent for Åge Hareide på det danske landshold.
Den tidligere målsluger var frem til ansættelsen i Blackburn arbejdsløs, men i forbindelse med sin ansættelse i den engelske klub fortalte Tomasson, at det ikke har skortet på tilbud.
- Efter jeg forlod Malmö, har jeg søgt efter den rette klub, lød det fra Tomasson.
- Jeg har haft mange muligheder, men efter at have talt med Steve Waggott (formand i Blackburn, red.) og Gregg Broughton (sportsdirektør, red.), fik jeg en rigtig god fornemmelse af klubben, og jeg vidste, at jeg havde fundet min næste mulighed.
Jon Dahl Tomasson skal forsøge at føre Blackburn op i Premier League igen efter ti år i de sekundære rækker.
I sidste sæson sluttede klubben som nummer otte i The Championship, den næstbedste række.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde