Tomasson frygtes ude resten af året

Den tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson har fortsat lange udsigter til at blive spilleklar. Nu frygter hans træner i Feyenoord, Mario Been, at han er ude med en skade resten af året.

- Jeg har længe håbet på at få ham klarmeldt. Men de ting, jeg får at vide af lægestaben, er langt fra positive. Der går stadig mindst et par uger, og jeg er bange for, at han ikke bliver klar på denne side af vinter, siger Mario Been til den hollandske avis Algemeen Dagblad.

Klubbens læge sammenligner i øvrigt Tomassons situation og skade med Arjen Robbens. Den hollandske stjernespiller kom også skadet hjem fra VM og er fortsat ukampdygtig for Bayern München.

Tomasson er ligeledes plaget af den skade, han pådrog sig i landsholdets sidste gruppekamp ved VM mod Japan tilbage i juni.

34-årige Tomasson, som har sagt stop på det danske landshold, var egentlig klarmeldt til en kamp for Feyenoord i midten af august, men skaden brød op igen under træning.

Feyenoord er blot noteret for to sejre i de første seks kampe i den hollandske Æresdivision, hvor holdet indtager en skuffende placering som nummer 11.

/ritzau/

Tidligere landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson har lange udsigter til at blive skadesfri. Feyenoords træner, Mario Been, frygter, at han er ude resten af året.

Offentliggjort Sidst opdateret