Tomasson maner til ro efter nederlag

Jon Dahl Tomasson lægger ikke skjul på, at det danske fodboldlandshold langt fra imponerede i tirsdagens VM-testkamp mod Australien, hvor danskerne tabte 0-1.

- Det var ikke en super god kamp, det kan vi alle vist blive enige om. Der er en masse ting, der skal forbedres, det er der ingen tvivl om, siger anføreren, som også selv spillede en skidt kamp.

Ligesom landstræner Morten Olsen og sine holdkammerater var Tomasson ikke fornøjet med den nye VM-bold, som åbenbart svæver så underligt i luften, at spillerne ikke kan kontrollere den.

- Vi vil nu prøve ihærdigt på at lære bolden bedre at kende, og det positive efter kampen er selvfølgelig, at vi er blevet klogere på, hvad bolden gør ved vores spil, siger Tomasson.

Han har nu ikke scoret i 12 landskampe i træk. Men angriberen afviser, at det skulle påvirke selvtilliden.

- Den fejler bestemt ikke noget, lyder det fra Tomasson.

Han mener ikke, at nederlaget til Australien er så skidt, så danskerne skal være bekymrede forud for den første VM-kamp den 14. juni, hvor Holland er modstanderen.

- Lad os nu huske på, at dette var en træningskamp. Vi har trænet hårdt fysisk op til denne kamp, og det ville vi aldrig gøre op til en vigtig kamp. Vi skal også træne hårdt op til lørdagens testkamp mod Sydafrika, og først derefter drosler vi ned, forklarer Tomasson.

- Vi træner hårdt, så vi er helt fit til den 14. juni. Det er det, der er vigtigst, fortæller angriberen.

Lørdagens testkamp mod Sydafrika bliver den sidste, inden det går løs ved VM i netop Sydafrika.

/ritzau/

Fodboldlandsholdets anfører, Jon Dahl Tomasson, tager den ringe danske præstation i 0-1-nederlaget i VM-testkampen til Australien med ro.

Offentliggjort Sidst opdateret