Tønder-træner: Der er kæmpe pres på KIF Kolding
KIF Kolding og Kasper Irming kan forvente hård modstand, når TM Tønder venter i de kommende kampe. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
KIF Kolding får hård modstand, når holdet skal forsøge at undgå nedrykning, siger TM Tønder-træner.
TM Tønder kan over to - eller tre - kampe rykke op i den bedste danske håndboldrække og sende KIF Kolding ned i 1. division.
Første playoffkamp spilles fredag aften i Kolding, og Tønder-træner Torben Sørensen glæder sig.
- Det er disse kampe, vi har trænet for gennem hele sæsonen, og med attraktive kampe mod en traditionsklub kan vi ikke få bedre afslutning på sæsonen.
- Jeg er helt klar over, at det bliver en utrolig svær opgave, siger Torben Sørensen til klubbens hjemmeside.
Torben Sørensen, der som aktiv var med til at vinde DM-sølv med KIF Kolding i 1999, kalder modstanderen et på papiret bedre hold end Tønder.
- De har store profiler på mange af pladserne, de har masser af erfaring fra mange sæsoner på højeste niveau, men de vil også være oppe mod et kæmpe pres fra omgivelserne.
- Samtidig har de længe været inde i en periode hvor resultaterne har svigtet. Og når man rammer disse perioder, så er det bare stolpe ud, og så har man ofte ikke heldet med sig, siger han.
KIF Kolding endte sidst i nedrykningsgruppen, og derfor skal holdet ud i playoffopgør mod Tønder for at undgå nedrykning.
- Det er jo noget af det nærmeste, vi kommer et lokalopgør - og så om en plads i håndboldligaen.
- Vi vil gøre alt for ikke at skuffe de mange TMT-fans der tager turen til Kolding for at bakke os op. Vi har haft en virkelig god periode, og den seneste træningsuge har igen været med stigende formkurve.
- Der er masser af gå-på-mod i truppen, og selv om vi skal ramme dagen og ved, det bliver svært, så er der en kæmpe tro på tingene. Det bliver vildt fedt, siger Tønder-træneren.
Kampen i Kolding spilles fredag klokken 18.30, mens returkampen i Tønder spilles tirsdag aften.
Hvis holdene vinder en kamp hver, eller begge ender uafgjort, skal der spilles en tredje kamp 17. maj i Kolding.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker