Tophold bragede Sydhavs-fortet ned

Team Sydhavsøernes Lasse Højgaard scorede seks gange i nederlaget til HØJ Elite. Foto: Anders Knudsen

HØJ Elite var for stor en mundfuld for Team Sydhavsøerne, der brændte alt for mange oplagte muligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Team Sydhavsøerne er ikke længere ubesejret på hjemmebane i denne sæsons 1. division.

Det sørgede topholdet fra HØJ Elite med OL-guldvinder Hans Lindberg i spidsen for, da over 1.000 tilskuere i Lollands Bank Arena kunne se gæsterne rende med sejren, og dermed bevare deres status som ubesejret i denne sæson.

Team Sydhavsøerne kom ellers glimrende fra start og bragte sig foran med 6-4, men så kom der grus i maskineriet. Alt for mange oplagte målchancer blev misbrugt på HØJ's stærke keeper Emil Imsgard. Han formåede at holde buret rent i otte minutter og da topholdet samtidig scorede fem gange var kampen vendt til gæsternes fordel.

TSØ-træner Klavs Bruun Jørgensen valgte at ændre til syv mod seksspil, men det var ikke nogen ubetinget succes.

Der var stadig for mange afbrændere, og som første halvleg gik kunne HØJ øge deres føring til fem scoringer, som det højeste.

Pauli Mittún fik reduceret til 14-17, men desværre kunne Mathias Nikolaisen snige bolden i mål i sidste sekund, så pausestillingen lød på 14-18.

Havde man håbet på spænding i anden halvleg, blev man slemt skuffet.

I løbet af de første syv minutter af anden halvleg havde HØJ bragt sig foran med 23-14 efter forfærdeligt angrebsspil af Team Sydhavsøerne, der slet ikke kunne få tingene til at fungere.

Klavs Bruun Jørgensen tog en timeout, men det hjalp ikke.

HØJ var stukket af og kunne sikkert køre sejren hjem, der kom til at lyde på 31-25.

Team Sydhavsøerne spiller igen på lørdag på udebane mod HC Midtjylland.

Med nederlaget gled lollikkerne en enkelt plads ned i tabellen og ligger nu på en sjetteplads i 1. division.