Topholdet Lyngby udspiller kriseramte Esbjerg
Frederik Gytkjær kom på scoringstavlen for tredje kamp i træk for Lyngby, da holdet lørdag mødte Esbjerg. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Uden den kontroversielle træner Peter Hyballa på bænken blev Esbjerg skilt ad ude mod Lyngby.
Uroen ulmer internt i fodboldklubben Esbjerg, og på banen kører det bestemt heller ikke for holdet under den nye, kontroversielle cheftræner Peter Hyballa.
Den hårdt kritiserede tysker var ikke selv til stede på bænken grundet sygdom i nærmeste familie, da Esbjerg lørdag blev udspillet og udstillet i et 0-5-nederlag ude mod Lyngby.
Dermed har Lyngby maksimumpoint efter tre kampe. Esbjerg har kun et enkelt point.
Hjemmeholdet dominerede kampen hele vejen, og selv om Frederik Gytkjærs flotte mål blev Lyngbys eneste før pausen, var vestjyderne ikke i nærheden af noget som helst.
Efter pausen gik det helt galt for Esbjerg.
Holdets defensiv var helt til rotterne, og Lyngby skabte chance på chance.
Efter flere gode muligheder kort efter pausen blev det højrebacken Svenn Crone, som gjorde det til 2-0 tæt under mål på en tværpasning fra Adam Sørensen.
Det lærte Esbjergs bagkæde intet af åbenbart. Ti minutter senere kopierede Sørensen og Crone målet og gjorde det til 3-0.
Ondt blev til værre for gæsterne, som selv forærede indskiftede Petur Knudsen bolden, så han kunne gøre det til 4-0, mens Kasper Jørgensen slog sidste søm i kisten et kvarter før tid.
Esbjerg undgik de ydmygende tenniscifre, men blev alligevel udstillet voldsomt i Kongens Lyngby lørdag.
Samtidig var Fredericia på besøg hos FC Jammerbugt, men tordenvejr i Nordjylland betød, at kampen blev afbrudt i pausen.
Fredericia førte efter første halvleg 1-0, men mandskaberne må altså spille anden halvleg en anden dag.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned