Topklub køber Sandra Toft fri af Team Esbjerg-kontrakt
Sandra Toft søger nye udfordringer i udlandet og forlader Team Esbjerg efter denne sæson. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den danske landsholdskeeper Sandra Toft forlader Team Esbjerg efter denne sæson efter to år i klubben.
Sandra Toft forlader Team Esbjerg til sommer. Den danske landsholdskeeper er købt fri af en udenlandsk klub.
Den europæiske topklub har udnyttet en option i danskerens kontrakt, skriver Team Esbjerg på sin hjemmeside.
Sandra Toft har underskrevet en aftale for den kommende sæson med den nye og endnu unavngivne klub.
- Det fremgår af min kontrakt med Team Esbjerg, at jeg kan købes fri, men det har været en enormt svær beslutning, og jeg har været i vildrede.
- På den ene side elsker jeg at være i klubben, og på den anden side er det tillokkende med et nyt udlandseventyr, siger Sandra Toft.
Team Esbjerg-træner Jesper Jensen ærgrer sig over, at Sandra Toft har valgt at skifte klub midt i en spændende opbygningsfase på vej mod nye mål.
- Sandra er et stort håndboldnavn, og hun fylder meget i Team Esbjerg.
- Sandra har en vindermentalitet, som kun ganske få er i besiddelse af, og hun vil efterlade et tomrum som både målvogter og menneske, siger Jesper Jensen.
Han har kendt til beslutningen i nogle dage og oplyser, at klubben har en kandidatliste med emner til at afløse den karismatiske målvogter.
- Det er store håndboldsko, der skal udfyldes, men vi bestræber os på at finde en målvogter på samme niveau - landsholdsklasse, siger Jesper Jensen.
29-årige Sandra Toft, der har spillet 103 A-landskampe for Danmark, kom til Team Esbjerg i sommeren 2017 fra norske Larvik, hvor hun spillede i tre sæsoner.
Forinden spillede hun i syv sæsoner i TTH Holstebro.
I efteråret 2017 forlængede hun aftalen med Team Esbjerg til 2021, men med mulighed for at opsige samarbejdet efter to sæsoner i klubben.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde