Topscorer-Mathias om salg: - Det var et oplagt tidspunkt

Dette mål til 1-1 mod Lyngby i sæsonens sidste kamp var det sidste Mathias Kristensen scorede for Nykøbing FC, og det skulle vise sig, at være mod hans kommende klub. Foto: Anders Knudsen

Lyngby var det rigtige valg, mener Nykøbing FC's nu tidligere topscorer.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det har været nogle hektiske døgn for Nykøbing FC-topscorer Mathias Kristensen, der i går aftes satte sin signatur på en tre-årig i aftale med Superliga-klubben Lyngby. Flere klubber var inde i billedet, men til sidst var han ikke i tvivl om, at skiftet til "de kongeblå" nord for København var det bedste for hans karriere.

- Det synes jeg personligt. Det var den klub, der tiltalte mig mest. De har nogle rigtig gode værdier, og så spiller de fodbold på en fed måde samtidig med, at jeg fået indtryk af, at det er nogle gode mennesker omkring klubben, siger Mathias Kristensen, der har forhørt sig rundt omkring om forholdende i Lyngby.

Blandt andet hos sin tidligere og nu kommende holdkammerat Sebastian Koch.

- Og jeg har endnu ikke hørt nogen sige noget dårligt om Lyngby, så jeg er sikker på, at det er det helt rigtige valg, lyder det fra Mathias Kristensen, der følte, at det var nu, at han skulle af sted.

- Det var et oplagt tidspunkt, hvor jeg i en længere periode har udviklet mig meget og præsteret godt for Nykøbing FC. Så synes jeg, det var oplagt at slå til, siger Mathias Kristensen, der via sin agent udmærket har været klar over, at der har været interesse for ham fra flere sider.

- De sidste par uger har jeg godt kunne mærke en stigende interesse, og det er jo dejligt og anerkendende, at folk holder øje med en, lyder det fra Mathias Kristensen, der også glæder sig over, at han kan betale noget tilbage til Nykøbing FC i form af en transfersum, som ligger på den gode side af en million kroner.

- De sidste par uger har jeg godt kunne mærke en stigende interesse, og det er jo dejligt og anerkendende, at folk holder øje med en

NFC-topscorer Mathias Kristensen

- Det betyder rigtig meget for mig, at NFC får noget ud af det. Men omvendt er det også vildt mærkeligt, at der nu er sat et prisskilt på mig. Og dermed kommer der selvfølgelig også nogle forventninger, påpeger topscoreren, der kiggede på den samlede pakke, som klubberne kunne tilbyde, og var det også vigtigt for ham, at blive øst for Storebælt, så han rent faktisk kan blive boende i Nykøbing og så pendle frem og tilbage til Lyngby.

- Jeg er blevet rigtig glad for at bo i Nykøbing og planen er, at vi skal blive boende i byen, da min kæreste har et job i Holeby, som hun er rigtig glad for, fortæller Mathias Kristensen, der bestemt ikke vil afvise, at han på et tidspunkt vender tilbage til Nykøbing FC.

I dag holder Nykøbing FC afslutningsfest for truppen, trænere og ledere, og her skal Mathias Kristensen naturligvis også deltage.

- Det bliver da vemodigt, at tage afsked, men jeg er glad for at få muligheden for at sige farvel på denne her måde, siger han.