Torpegaard taber i første runde i Wimbledon-kvalifikation
Mikael Torpegaard fik sin grand slam-debut i januar, hvor han røg ud af Australian Open i første runde. (Arkivfoto.) Foto: Brandon Malone/Ritzau Scanpix
Brandon Malone/Ritzau Scanpix
Trods en matchbold lykkedes det ikke for Mikael Torpegaard at komme videre i Wimbledon-kvalifikationen.
Danmarks højest rangerede herretennisspiller, Mikael Torpegaard, kommer ikke til Wimbledon denne sommer.
I en tæt kamp i første runde af kvalifikationen tabte han til egyptiske Mohamed Safwat med cifrene 5-7, 6-3, 5-7.
Den 27-årige dansker havde ellers matchbold ved stillingen 5-4 i tredje sæt.
Mikael Torpegaard, der er nummer 215 på verdensranglisten, kunne dermed ikke kvalificere sig til sin anden grand slam-turnering i karrieren.
Han var med i sin første grand slam ved Australian Open i januar, hvor han røg ud i første runde.
Mohamed Safwat fik den bedste start på opgøret, da egypteren tog første sæt efter at have brudt Torpegaards serv til 6-5 for derefter at serve sættet hjem.
I andet sæt kom den 27-årige dansker dog godt fra start og var foran med 3-0, før det lykkedes at hive sættet hjem med 6-3 mod Safwat, der er nummer 172 i verden.
Det afgørende tredje sæt var en tæt affære, hvor de to spillere fulgtes ad til 3-3. Men efter et brud af Torpegaard fik han mulighed for at serve kampen hjem ved stillingen 5-4.
Men på trods af en dansk matchbold fik Safwat udlignet til 5-5 og kørte derefter kampen sikkert hjem.
Kampen skulle oprindelig være spillet mandag, men blev udsat på grund af regnvejr i London.
For at kvalificere sig til Wimbledon, der begynder 28. juni, kræver det tre sejre i kvalifikationsturneringen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker