Tørre tæsk til Team Sydhavsøerne

Fem udvisninger på 14 minutter. Sådan gik det for Team Sydhavsøerne, da holdet søndag aften gæstede Ribe-Esbjerg HH. Det slipper man naturligvis ikke ustraffet fra, når værterne er 1. divisions absolutte tophold med klar kurs mod HåndboldLigaen.

I de sidste fire minutter i første halvleg indkasserede Team Sydhavsøerne to udvisninger.
Først lod Thomas Jørgensen bolden trille i stedet for at lade den ligge, og dernæst rev stregspiller Mikael Bo Hansen en modspiller i trøjen.
- Det var to dumme udvisninger. Ærgerligt, at det sker for sådanne rutinerede spillere, mente Team Sydhavsøernes træner, Jimmy Albrechtsen.
Selvom Team Sydhavsøerne var i undertal, havde lollikkerne en kæmpe mulighed for at gå til pause med 13-13.
Fem sekunder før tid brændte Theis Kiszka en kontrachance. Endnu engang måtte Jimmy Albrechtsen tage sig til hovedet.
 - Det var hammer-ærgerligt. Ellers havde vi gået til halvleg med en helt anden fornemmelse, sagde han.
I det første 10 minutter i anden halvleg strittede dommerne igen med to fingre.
Ud røg Mads Knutzon, Jesper Thomns og Tim Udby. Evigt i undertal knækkede gæsterne.
Ribe-Esbjerg udbyggede stille og roligt pauseføringen 13-12 til 15-12. Senere bragte værterne sig foran 21-15. Og så gik gassen af Sydhavsballonen. Slutresultatet blev 30 - 23
Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Dumme udvisninger ødelagde Team Sydhavsøernes rytme mod Ribe-Esbjerg

Offentliggjort Sidst opdateret