Torres: Klub-VM er et af vores primære mål

I onsdags skrev Chelsea historie som det første Champions League-vinderhold, der røg ud af gruppespillet i den efterfølgende sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det betyder et nyt fokus for englænderne, der nu har blikket rettet stift mod VM for klubhold, der for Chelseas vedkommende først starter i næste uge.

- Jeg mener, at det er et af de primære mål, vi bør have i denne sæson.

- Vi har aldrig deltaget, og der er altid en helt anden atmosfære i Asien. Ikke bare blandt publikum, men især på grund af vejrforholdene og de sydamerikanske holds tilgang til konkurrencen, siger Fernando Torres til fifa.com.

Den spanske angriber scorede to gange, da Chelsea hjemme vandt 6-1 hjemme over FC Nordsjælland i Champions League.

Det var dog ikke nok til at sørge for, at Chelsea gik videre, da Juventus på udebane vandt 1-0 over Shakhtar Donetsk.

Chelseas første kamp under VM er på torsdag mod enten Ulsan Hyundai fra Sydkorea eller Monterrey fra Mexico. Hvis englænderne når frem til finalen, skal de sandsynligvis møde de sydamerikanske mestre, Corinthians.

- De har gode spillere, som det altid er med brasilianske hold.

- Når de spiller mod Chelsea, hvor alle i verden ser dem spille, kan de måske komme til Europa. Det er en god scene for dem, og for os er det virkelig farligt, advarer Torres.

Han anerkender, at Chelsea er favoritter til at vinde hele turneringen, men det betyder ikke noget.

- For mig betyder favoritrollen ikke noget. Det kan kun give mere pres. I sidste ende er det lige meget, om du er favorit eller ej, du bliver nødt til at bevise det på banen, siger han.

Chelseas manager Rafael Benitez vandt turneringen et halvt år efter, at han overtog rollen som træner for Inter. Få dage efter blev han dog fyret.

/ritzau/