Liverpool vandt søndag eftermiddag en af klubbens mere vigtige sejre. Efter fire nederlag i træk var klubben presset, men på hjemmebane vandt Daniel Agger og holdkammeraterne med 2-0 over Manchester United og kæmpede sig på den måde ud af krisen.
Liverpools manager Rafael Benitez havde inden kampen beskrevet Manchester United som den perfekte modstander. En sejr over United ville vende stemningen i klubben øjeblikkeligt, og alle ville få et smil på læben. Og efter de 90 minutter var der ingen af hjemmeholdets tilskuere på Anfield, der beskæftigede sig med de fire nederlag på stribe, for der var vild jubel over de tre point og sejren over de seneste tre års mestre.
Liverpool spillede sig frem til de største chancer, men det var alligevel jævnbyrdigt, indtil Fernando Torres viste noget af den klasse, som Liverpool har manglet, mens han har været skadet. Yossi Benayoun lagde en glimrende bold i dybden, og Torres viftede United-forsvareren Rio Ferdinand af sig og bankede bolden i nettet.
Vild jubel på Anfield, og jublen varede foreløbig i 10 minutter. Her blev den tidligere Liverpool-spiller Michael Owen sendt på banen for United, og det var ikke populært hos hjemmeholdets tilskuere. Men Owen kunne ikke vende opgøret. Tættest på kom Uniteds Antonio Valencia, da han sparkede bolden på overliggeren.
Det endte med den totale nedtur for United, da forsvarsspilleren Nemanja Vidic blev udvist efter at have fået sit andet gule kort i kampen. Også Liverpools Javier Mascherano blev udvist mod kampens slutning, men det kunne ikke ødelægge humøret i Liverpool. Slet ikke da David N'Gog i femte minuts tillægstid scorede til 2-0.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned