Tottenham afslutter Liverpools stime
En statistik på otte kampe uden nederlag i Premier League blev onsdag aften afsluttet for Liverpool, da klubben tabte 1-2 ude til Tottenham.
Et forfærdeligt første kvarter blev begyndelsen til enden for Liverpool, som fortsat roder rundt i midterfeltet i den engelske fodboldliga.
Tottenham-stjernen Gareth Bale var i centrum, eftersom han var involveret i alle kampens tre scoringer, i et af tilfældene dog yderst modvilligt.
Efter syv minutter strøg waliseren igennem i venstre side, og aktionen var åbenbart så godt lavet, at Liverpool-spilleren Stewart Downing glemte alt om at markere Tottenhams Aaron Lennon.
Han konverterede Bales centring til kampens første mål.
Ni minutter senere drønede Gareth Bale selv bolden i mål til 2-0 direkte på frispark.
Bolden brækkede meget i luften, så Liverpool-målmanden Pepe Reina blev fuldstændig snydt.
Tottenham så længe ud til at have kontrol, men 18 minutter før tid fik Liverpool reduceret under bizarre omstændigheder.
Daniel Agger steg til vejrs og headede efter en dødbold, og danskerens hovedstød røg videre til Liverpool-anføreren Steven Gerrard, som headede mod mål.
Alt så ud til at være under kontrol, da Aaron Lennon stod klar på målstregen til at sparke bolden væk, men kampens første målscorer hamrede i stedet bolden op i hovedet på kampens anden målscorer, Gareth Bale, som ufrivilligt dirigerede bolden ind i eget net.
Målet vækkede Liverpool, og få minutter senere spillede Daniel Agger akrobatisk Luis Suarez fri til skud, men angriberen fra Uruguay skød over mål.
Trods et afsluttende pres lykkedes det ikke gæsterne at score yderligere, og Tottenham er nu på femtepladsen med 23 point for 14 kampe, syv point flere end Liverpool.
Michael Laudrup og Swansea fik en god sejr, da klubben vandt 3-1 hjemme over West Bromwich, som har været den helt store overraskelse i toppen af Premier League i denne sæson.
Swansea er ubesejret i klubbens seneste fem ligakampe.
Chelseas nye manager, Rafael Benitez, må fortsat vente på sin første ligasejr med klubben, som skuffede ved kun at få 0-0 hjemme mod Fulham.
Chelsea rykkede dog forbi West Bromwich og op på tredjepladsen med 26 point for 14 kampe.
Det endte også uafgjort, da Everton og Arsenal spillede 1-1 på førstnævntes hjemmebane.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker