Tottenham afværger nyt nederlag med flot comeback
Jadon Sancho gav Manchester United en god start med et tidligt mål i udekampen mod Tottenham. Foto: Paul Terry/Ritzau Scanpix
Manchester United var foran 2-0 mod Tottenham, som dog fik kæmpet sig til et enkelt point i egen hule.
Både Manchester United og Tottenham har haft store udsving i præstationerne på det seneste. Torsdag tørnede de to hold sammen i en duel, som på mange måder understregede begge mandskabers skrøbelighed.
Gæsterne fra Manchester dominerede et passivt Tottenham-hold før pausen og var foran 2-0, men i de sidste 45 minutter rejste Tottenham sig, mens United gik i stå, og så endte det hele 2-2.
Det betyder, at United ligger nummer fire i Premier League med 60 point, mens Tottenham på sjettepladsen har 54 point.
Tottenham har dog spillet to kampe flere end United.
Allerede efter syv minutter viste hjemmeholdets defensiv sin skrøbelighed. Jadon Sancho modtog bolden i venstre side, og relativt simpelt driblede han ind i feltet og lagde bolden ind ved fjerneste stolpe.
Pierre-Emile Højbjerg var som vanligt maskinmester på Tottenhams centrale midtbane, hvor Christian Eriksen huserede for United i den første time.
I de første 45 minutter var det med udpræget United-overtag.
Det så for alvor svært ud for Tottenham, da Marcus Rashford satte en uhyggeligt passiv Eric Dier af og smækkede bolden ind til 2-0 lige før pausen.
Men Tottenham viste den trodsreaktion, som både fansene og cheftræner Ryan Mason givetvis håbede på.
Allerede ti minutter inde i anden halvleg sparkede Pedro Porro flot reduceringen ind, og stemningen på stadion løftede sig for alvor, at Son Heung-min udlignede i 79. minut.
Herfra var det en åben slagudveksling, hvor gæsterne i slutminutterne var tættest på at tage sejren.
I den anden ende af tabellen tog Bournemouth en uhyre vigtig sejr på 1-0 ude mod Southampton, som ligger sidst.
Fire point over sydenglænderne ligger Everton, der torsdag tabte 1-4 til Newcastle, som indtager tredjepladsen i rækken.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde