Tottenham appellerer udvisning for skæbnesvanger tackling
Son Heung-min (nummer syv) blev præsenteret for det røde kort efter tacklingen, der fik store konsekvenser for André Gomes. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Carl Recine/Ritzau Scanpix
Tottenham vil have omstødt den udvisning, som Son Heung-min blev idømt efter søndagens uhyggelige uheld.
Premier League-klubben Tottenham appellerer det røde kort, som angriberen Son Heung-min blev idømt i slutfasen af kampen mod Everton i søndags.
Det skriver flere engelske medier, blandt andet The Guardian og BBC.
Sydkoreaneren fældede Evertons André Gomes, der efterfølgende kolliderede med en anden Tottenham-spiller, Serge Aurier, og brækkede anklen.
Dommer Martin Atkinson havde først fundet det gule kort frem, men ændrede tilsyneladende sin beslutning og gav i stedet Son direkte rødt i tumulten efter det grimme uheld.
Senere søndag udsendte Premier League en pressemeddelelse, hvor man forsvarede dommerens beslutning.
"Det røde kort til Son var for at bringe spillerens sikkerhed i fare, hvilket skete som konsekvens af tacklingen".
Synet af André Gomes med den ene fod strittende i en helt forkert retning fik både med- og modspillere til at tage sig til hovedet, mens Son Heung-min forlod banen i tårer.
André Gomes blev mandag opereret for sin ankelskade. Everton oplyste efterfølgende, at indgrebet gik godt, og klubben forventer, at den portugisiske midtbanespiller kan genoptage karrieren efter en pause og genoptræning.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker