Tottenham er stadig førsteudfordrer til de to Manchester-hold, City og United.
Det står klart efter torsdagens uafgjorte Premier League-kamp mellem Tottenham på tredjepladsen og Chelsea på fjerdepladsen.
Kampen sluttede 1-1 på White Hart Lane, og dermed bevarer Tottenham forspringet på to point ned til Chelsea.
Lynhurtige Gareth Bale var blevet klar igen for Tottenham, efter at han sad ude i sidste runde, og det gav straks pote for hjemmeholdet.
Bale spurtede efter en Tottenham-erobring midt på banen af sted op ad venstrekanten, og inde foran mål fandt han Emmanuel Adebayor, som fik prikket bolden forbi Petr Cech i Chelsea-målet.
Den taktik fungerede så godt, at Chelsea et kvarter senere kopierede den, da Ashley Cole strøg af sted på den modsatte venstrekant og fandt en helt fri Daniel Sturridge, der nemt kunne udligne.
Med undtagelse af et drøn fra Didier Drogba på stolpen, kom der efter de to scoringer en smule stilstand i spillet, som primært skyldtes, at Chelsea på grund af skader blev tvunget til at lave to udskiftninger inden pausen.
I anden halvleg sad Tottenham på det meste af spillet, men trods flere store muligheder - inklusive en kæmpe chance til Gareth Bale - formåede hjemmeholdet ikke at tage alle tre point.
Det havde ellers sendt Tottenham i soloudbrud i jagten på Manchester City og Manchester United på de to første pladser i Premier League.
Nu er Tottenham i stedet henholdsvis ni og syv point efter de to hold. Chelsea er yderligere to point efter.
Chelseas anfører, John Terry, var med i hele kampen, efter at han onsdag blev tiltalt for racisme mod Queens Park Rangers-spilleren Anton Ferdinand i en kamp mellem de to hold i oktober.
John Terry skal 1. februar møde op i retten, hvor han er tiltalt for at have sagt noget racistisk til den mørkhudede Anton Ferdinand.
I kampens allersidste minutter sørgede Terry for at afværge et skud fra Adebayor, der var helt alene med målmand Cech. Terry kom glidende og fik med ryggen dirigeret bolden uden om det tomme mål.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde