Tottenham og Arsenal deler i intenst drama

Arsenal og Tottenham Hotspur leverede fodbold af allerhøjeste klasse, da de to hold onsdag aften spillede 3-3 i en dramatisk og medrivende kamp.

Der var flotte mål, tempo og aggressivt spil fra begge hold, men paradoksalt nok kan ingen af holdene rigtigt bruge det ene point til noget i kampen om placeringerne i toppen af Premier League.

Arsenal halser fortsat efter førerholdet Manchester United - der er seks point op. Og for Tottenhams vedkommende er der to point op til fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League. Der resterer fem spillerunder.

Arsenal kan dog være mest bitre efter London-derbyet. Holdet styrede begivenhederne i lang tid og var også foran med 3-1 kort før pausen.

Theo Walcott havde givet Arsenal føringen efter fem minutter, mens Rafael van der Vaart udlignede to minutter senere. Egentligt et meget godt billede på, hvordan kampen forløb.

Arsenal satte sig dog på spillet på midten af banen og fik dermed et godt udgangspunkt for en sprudlende offensiv. Samir Nasri og Robin van Persie bragte gæsterne foran, og der var også yderligere et par muligheder, som kunne have lukket kampen.

Men i stedet for en scoring til 4-1 blev det Tottenham, der fik reduceret et enkelt minut før pausen ved Tom Middlestone.

Anden halvleg blev i endnu højere grad tju-bang-fodbold, der kunne falde ud til begge holds fordel.

Men Tottenham fik langsomt ædt sig ind i opgøret, og da Arsenals ellers fremragende målmand, Wojciech Szczesny, begik straffespark mod Aaron Lennon, kunne Rafael van der Vaart udligne med en halv time igen af kampen.

Begge hold jagtede føringsmålet til slut, men uden held. Blandt andet fik indskiftede Nicklas Bendtner en halv chance i overtiden, men Arsenal-angriberen fik ikke bolden under kontrol.

I onsdagens anden kamp slog Chelsea sikkert Birmingham med 3-1. Aftenens resultater betyder dermed også, at Chelsea ryger op på ligaens andenplads på en bedre målscore, mens Arsenal er nede som treer.

/ritzau/

Hverken Tottenham eller Arsenal kan bruge onsdagens 3-3-resultat til så meget.

Offentliggjort Sidst opdateret