Tottenham sænker Liverpools ni mand i sidste øjeblik
Son Heung-min bragte Tottenham foran mod Liverpool, og i overtiden gav Joel Matips selvmål London-holdet alle tre point. Foto: David Klein/Reuters
Liverpool tabte 1-2 hos Tottenham efter to udvisninger og et selvmål i de sidste sekunder.
Liverpool demonstrerede lørdag aften undertalsspil af højeste skuffe, men fik intet ud af anstrengelserne.
Trods to røde kort var Liverpool på vej mod 1-1 i topkampen hos Tottenham, inden et selvmål af Joel Matip dybt inde i overtiden gav hjemmeholdet en 2-1-sejr.
Cody Gakpo udlignede for Liverpool med en mand i undertal til 1-1 lige før pausen, og i anden halvleg holdt Liverpool hjemmeholdet fra store chancer trods mere end 25 minutters spil med 11 mod 9, inden Matip var uheldig til allersidst.
Fortsat ubesejrede Tottenham er efter pointdelingen toer i Premier League med 17 point efter syv kampe. Liverpool har 16 point på fjerdepladsen. Manchester City fører an med 18 point.
Liverpool startede bedst i en hæsblæsende første halvleg, og kun et par solide redninger af Tottenham-keeper Guglielmo Vicario forhindrede en føring til udeholdet.
Efter 25 minutter blev Liverpool ramt af den første omgang modvind, da midtbanespilleren Curtis Jones efter en VAR-konsultation blev præsenteret for et rødt kort for en voldsom tackling.
Ti minutter senere sparkede Luis Diaz Liverpool på 1-0, men scoringen blev hurtigt annulleret efter VAR's indblanding, og det var udeholdet absolut ikke enig i.
Kort efter mavepusterne spillede Tottenham Liverpool tynde i den anden ende og bragte sig på 1-0 takket være en dybdebold af James Maddison, en tværpasning af Richarlison og en sikker træffer af Son Heung-min.
Richarlison var tæt på 2-0, inden Liverpool i første halvlegs overtid fortjent fik 1-1 med til pausen, da Virgil van Dijk headede et indlæg på tværs, hvilket Cody Gakpo omsatte til en udligning efter en god vending.
Hollænderen blev skadet i forbindelse med scoringen og kom ikke ud til anden halvleg, som bød på mere modgang til udeholdet.
Efter et indledende pres af Tottenham fik Diogo Jota således sit andet gule kort og efterlod Liverpool to mand i undertal i de sidste godt 20 minutter plus tillægstid.
Jürgen Klopp reagerede straks med flere defensive udskiftninger, og planen om at krige et point hjem lykkedes i første omgang fremragende.
De resterende otte markspillere organiserede sig i to kompakte kæder, som hjemmeholdet havde mere end svært ved at nedbryde.
Den danske landsholdsprofil Pierre-Emile Højbjerg startede igen ude for Tottenham og blev først smidt i spil i slutminutterne, og han var således på banen, da Matip i slutsekunderne rettede Pedro Porros ellers kiksede indlæg ind i eget net.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub