Tottenham sejrer uden Eriksen og holder trit med toppen
Tottenhams Heung-min Son sprinter forbi Cardiff-spilleren Victor Camarasa i lørdagens Premier League-opgør på Wembley. Foto: Eddie Keogh/Reuters
Eddie Keogh/Reuters
En skadet Christian Eriksen var ikke med for Tottenham, som knebent vandt 1-0 på hjemmebane over Cardiff.
Christian Eriksen er fortsat ude med en skade for Tottenham.
Men Tottenham kunne godt spille fodbold uden Eriksen og sejrede 1-0 hjemme over Cardiff og bragte sig samtidig helt tæt på Liverpool og Manchester City i Premier League.
Med sejren avancerer Tottenham til ligaens tredjeplads med 18 point efter 8 kampe.
Liverpool og Manchester City, der mødes i en storkamp søndag, har begge 19 point efter 7 kampe i toppen af rækken.
En hjemmekamp mod oprykkerne fra Cardiff var en af den slags kampe, der skulle ende med tre point for Tottenham, hvis London-klubben vil være en seriøs bejler til titlen.
Tottenham skulle kæmpe yderst hårdt for sejren, selv om hjemmeholdet kom flyvende fra start.
Eric Dier bragte Tottenham foran 1-0 efter otte minutter, da midtbanespilleren udnyttede en løs bold i feltet efter et hovedstødsforsøg fra holdkammeraten Davinson Sánchez.
Cardiff bed dog fra sig, og angriberen Junior Hoilett blev forhindret i at score i en hård duel med Tottenham-stopperen Toby Alderweireld på selve målstregen.
Tottenhams offensiv med Heung-min Son, Harry Kane og Lucas Moura sprudlede ikke i kampen. Trioen havde masser af chancer, men kunne ikke score.
Tingene blev lettere for Tottenham efter lidt under en times spil, da Cardiff-spilleren Joe Ralls blev vist ud for en hensynsløs tackling på Lucas Moura.
Trods en mand i undertal var Cardiff tæt på at udligne, da Sean Morrison headede på mål, men Tottenham-keeper Hugo Lloris verfede bolden ud på stolpen.
Kenneth Zohore sad på bænken i hele kampen for Cardiff, som ikke var i stand til at fremtvinge en udligning til slut.
I nogle af de øvrige kampe var der til gengæld flere danskere i aktion.
Huddersfield gjorde brug af målmand Jonas Lössl, stopperen Mathias "Zanka" Jørgensen og midtbanespilleren Philip Billing i hele udekampen mod Burnley.
Burnley-angriberen Sam Vokes bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 20 minutter, men det lykkedes udeholdets Christopher Schindler at udligne til slutresultatet 1-1.
Kasper Schmeichel stod hele kampen for Leicester, som hjemme tabte 1-2 til Everton.
Richarlison og Gylfi Sigurdsson scorede målene for Everton, mens Leicesters Ricardo Pereira stod for kampens flotteste mål, som dog ikke var nok til point.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker