Tottenham-spiller er ude med hjernerystelse i to uger
Tottenhams Rodrigo Bentancur røg i græsset i onsdagens kamp mod Liverpool. (Arkivfoto). Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix
Rodrigo Bentancur er udskrevet fra hospitalet og hjemme igen. Han forventes ude i to uger med hjernerystelse.
Der er nyt om Tottenham-spilleren Rodrigo Bentancur, som kollapsede i onsdagens Liga Cup-semifinale hjemme mod Liverpool.
Midtbanespilleren er ude i omkring to uger med en hjernerystelse, oplyser Tottenham-træner Ange Postecoglou på et pressemøde fredag.
- Gode nyheder. Heldigvis. Han har været på hospitalet, og han er blevet undersøgt, da man skulle sikre, at alt var okay. Han er hjemme igen, og han har det fint, siger Postecoglou ifølge AFP.
Bentancur faldt til jorden ved et hjørnespark efter syv minutter i kampen mod Liverpool. Han blev behandlet på stedet i ni minutter og senere kørt på hospitalet.
Siden har det vist sig, at Bentancur efter alt at dømme har pådraget sig en hjernerystelse, forklarer Postecoglou.
- Han føler, at han har det godt. Vi vil selvfølgelig følge protokollen nu. Jeg mener, at det er et par uger, der skal gå for at sikre, at alt er okay. Det ser ud til at være en hjernerystelse og ikke mere end det, siger australieren.
Den 27-årige uruguayaner har også selv på de sociale medier meldt ud, at han har det godt.
Tottenham vandt kampen over Liverpool med 1-0. Der venter en returkamp i Liverpool om en billet til finalen på Wembley.
Søndag skal Tottenham spille FA Cup-kamp ude mod Tamworth fra de lavere engelske fodboldrækker.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker