Tottenham-stjerne stolt over sent CL-exit

Real Madrid gik overbevisende og sikkert videre til semifinalen i Champions League efter en samlet sejr på 5-0 over Tottenham. Det var fortjent nok, mente englændernes største profil Gareth Bale.

- Real Madrid var det bedre hold set over de to kampe, og de fortjente at gå videre.

- Det er skuffende at være ude af Champions League, men vi er også stolte over vores præstationer i turneringen. Jeg tror, ingen havde regnet med, vi skulle nå så langt i turneringen, siger Gareth Bale.

Tottenham har været en af sæsonens overraskelser i Champions League, og et exit i kvartfinalen er mere end godkendt for London-holdet, mener Bale.

- Vi vidste før kampen, at det ville blive en vanskelig udfordring. Det er skuffende, men vi har haft en god sæson.

- Det har været fantastisk for mig, og for alle på hele holdet. Vi er nået meget længere, end vi have regnet med, forklarer den walisiske landsholdsspiller.

Nu gælder det udelukkende om at sikre, at Tottenham kan deltage i den største europæiske turnering i næste sæson, for holdet halter i øjeblikket tre point efter Manchester City på fjerdepladsen i Premier League.

- Vi skal slutte på fjerdepladsen i ligaen. Vi er tre point efter City, og vi har en kamp i hånden. Derudover skal vi også møde City senere i forårssæsonen, siger Gareth Bale.

/ritzau/

Tottenhams Gareth Bale var skuffet efter nederlag og exit i Champions League, men han var også stolt.

Offentliggjort Sidst opdateret