Tottenham taber for tredje gang i træk i Premier League
Aston Villas Pau Torres (til højre) og Ollie Watkins scorede begge i 2-1-sejren ude over Tottenham. Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Aston Villa viste større skarphed end Tottenham og vandt søndagens indbyrdes opgør i Premier League med 2-1.
Efter en imponerende indledning på sæsonen med ti kampe uden nederlag har Tottenham tabt pusten totalt i Premier League.
Hjemme mod Aston Villa blev det til det tredje nederlag i træk for Tottenham, der søndag tabte 1-2 på eget græs.
Med sejren overhalede Aston Villa faktisk netop Tottenham i tabellen. Aston Villa er nu nummer fire med 28 point efter 13 kampe. Tottenham har to point færre på femtepladsen.
Tottenham fik den bedste start på kampen, og hjemmeholdet spillede klart bedst i den første halve times tid.
Efter 22 minutter hamrede den argentinske midtbanespiller Giovani Lo Celso bolden ind bag Aston Villa-keeperen og landsmanden Emiliano Martínez.
Ti minutter senere kom Pierre-Emile Højbjerg på banen for Tottenham, da Rodrigo Bentancur udgik med en skade efter en hård tackling af Aston Villas kantspiller Matty Cash.
Tottenham var i forvejen uden den karantæneramte midtbanespiller Yves Bissouma samt de skadede midtbanespillere Pape Sarr og James Maddison.
Aston Villa udlignede i første halvlegs tillægstid. Det var den spanske stopper Pau Torres, som headede bolden i nettet.
Det skulle vise sig at blive endnu værre for Tottenham i anden halvleg.
For mens Tottenham brændte den ene chance efter den anden, var Aston Villa skarpere i søndagens kamp.
Aston Villa-angriberen Ollie Watkins, der havde fået annulleret et mål for offside i første halvleg, viste høj klasse, da han sparkede bolden i nettet til 2-1 efter en time.
I resten af opgøret ledte Tottenham efter en udligning, men den kom aldrig.
Højbjerg havde et kvalificeret skudforsøg fra distancen efter 73 minutter, men Martínez diskede op med en redning.
Tottenham kom frem til flere chancer i slutfasen, men ofte stod hjemmeholdets spillere i offside, eller også brændte de mulighederne.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker