Tottenham-træner efter drama: Vi var langt bedre
Liverpool-manager Jürgen Klopp og Tottenham-manager Mauricio Pochettino under det dramatiske Premier League-opgør søndag. Foto: Scanpix/Carl Recine
Scanpix/Carl Recine
Mauricio Pochettino vil ikke brokke sig over dommere, siger Tottenham-manageren efter uafgjort mod Liverpool.
Liverpool og Tottenham gav hinanden et gevaldigt drama søndag, som resulterede i 2-2 på måltavlen.
Dermed er spillet om en plads i top-4, som sikrer mulighed for Champions League, stadig et ganske åbent slag.
Liverpool ligger på tredjepladsen med 51 point, mens Chelsea og Tottenham følger efter med henholdsvis 50 og 49 point. Chelsea har spillet en kamp færre.
Opgøret på Anfield blev dramatisk med en tidlig Liverpool-føring på en foræring fra gæsterne.
Siden blev det 1-1 på et drømmemål af Victor Wanyama, inden Tottenham fik tilkendt et straffespark, som Harry Kane misbrugte.
I overtiden bragte Mohamed Salah Liverpool foran efter en flot soloaktion, inden Tottenham igen fik tilkendt et straffespark, som Kane udnyttede med sin scoring nummer 100 i Premier League.
Liverpool-manager Jürgen Klopp var efter kampen stærkt kritisk over for kampens dommer, som ifølge Klopp dømte to forkerte straffespark.
Den reaktion giver Tottenham-manager Mauricio Pochettino dog ikke meget for.
- Nogle gange brokker man sig over dommeren. Jeg gør det ikke, for jeg besluttede for længe siden at stoppe med at brokke mig, siger Pochettino ifølge Skysports.
Argentineren var naturligt glad for at undgå et nederlag så sent, selv om trænerne forholdt sig ganske roligt under kampen.
- Det var en fantastisk kamp at overvære mellem to hold, som altid forsøger at spille spændende fodbold.
- Jeg var rolig, fordi mit hold spillede godt. Jeg føler, at vi tabte to point. Vi var langt, langt, langt bedre end Liverpool.
- Analyserer du kampen, kan du se, at vi var under kontrol, selv om vi kom bagud tidligt. Analyserer du de 90 minutter, så var Tottenham langt bedre, siger Pochettino ifølge BBC.
Han undgik ikke at skulle forholde sig til de to straffespark.
- Der var straffe begge gange, og det var ikke kontroversielt, siger Pochettino.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde