Tottenham undgår forlænget arbejdsdag i FA Cuppen
Tottenham var i problemer mod Wycombe, men til sidst sejrede favoritten komfortabelt. Foto: Hannah Mckay/Reuters
Hannah Mckay/Reuters
Tottenham vandt 4-1 ude over Wycombe i FA Cuppen efter tre sene scoringer.
Med en smule besvær er Tottenham klar til ottendedelsfinalen i FA Cuppen.
Mandag aften vandt storklubben med 4-1 ude over Wycombe fra bunden af den næstbedste række.
José Mourinhos mandskab var ellers på vej mod forlænget spilletid, da stillingen var 1-1 efter 85 minutters spil, men til sidst satte Tottenham trumf på med tre scoringer.
Tottenham havde sparet profiler som Harry Kane, Son Heung-min, Pierre-Emile Højbjerg og førstemålmand Hugo Lloris fra start, men alligevel stillede holdet med lutter spillere, der er etableret på topplan.
De havde dog ikke den store succes med at få sat undertippede Wycombe under pres. Derfor var det ikke direkte ufortjent, at Fred Onyedinma kunne sende hjemmeholdet i front midtvejs i første halvleg.
Tottenham havde tilsyneladende brug for det lille chok, for holdet oppede sig efter scoringen og tog kontrollen.
Målrammen var flere gange i vejen for en udligning, men i tillægstiden af første halvleg lykkedes det af få bragt måltavlen i balance. Her fik Gareth Bale tæt under mål skovlet bolden i nettet.
I anden halvleg var gæsterne også mest på bolden, men havde længe svært ved at gøre chancerne store nok.
Højbjerg, Kane og Son kom på banen i løbet af halvlegen, mens Wycombe til sammenligning måtte indskifte 38-årige Adebayo Akinfenwa, der mest er kendt for at være fodboldspiller i en bodybuilderkrop.
Længe skød Tottenham med løst krudt, men i det 86. minut kom forløsningen, da Harry Winks drejede Tottenham i front. Derfra gik det stærkt, og franskmanden Tanguy Ndombele nåede at sende bolden i nettet to gange før kampens sidste fløjt.
Nu venter Everton på Tottenham i ottendedelsfinalen af verdens ældste fodboldturnering.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde