Tour de France er den perfekte OL-forberedelse for danske medaljehåb

Mads Pedersen har god erfaring med at tage topformen fra Tour de France med videre til senere opgaver. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Michael Mørkøv og Mads Pedersen vil gennemføre hele Tour de France. Selv om de ikke kan stille meget op på de sidste etaper, er løbet god træning til OL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Står det til Michael Mørkøv, er han med, når Astana-holdet 21. juli i Nice skåler på en veloverstået Tour de France.

Umiddelbart kunne det ellers være fristende for den danske veteran at trække sig ud af løbet nogle dage tidligere.

Dels er der ingen sprinteretaper de sidste fem dage, dels står Mørkøv foran karrierens sidste OL, hvor han både skal køre parløb og landevejsløb.

- Det har da helt sikkert været med i overvejelserne, om der var nogen grund til at køre de sidste fem etaper, og det kan også være, at det slet ikke er muligt, hvis vi bliver sat af undervejs.

- Men når jeg hele vejen, har jeg 13 dage, fra Tour de France slutter, til det olympiske landevejsløb skal køres. Og jeg har 20 dage til parløbet. Der skal heller ikke være for stor afstand mellem løbene, siger Michael Mørkøv.

Han kommer næppe til at spille den store rolle på bjergetaperne i den sidste Tour de France-uge, inden løbet slutter med en enkeltstart.

På den måde kan Mørkøv til en vis grad bruge etaperne som udholdenhedstræning og samtidig passe på sig selv.

I 2021 kom Michael Mørkøv (til højre) lige fra Tour de France til Tokyo, hvor han vandt olympisk guld i parløb med Lasse Norman Leth. (Arkivfoto). Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Opskriften er den samme som i 2021, hvor han efter den sidste Tour de France-etape fløj videre til Tokyo og blev olympisk mester.

- De erfaringer har jeg lagt mig tæt op ad, fordi det gik rigtig godt for mig. Det bedste, jeg kan gøre for mig selv, er at komme bedst muligt igennem Tour de France og så tage formen med videre til OL, forklarer han.

Samme plan har et andet OL-medaljehåb. Den danske landevejskaptajn Mads Pedersen oplever også, at tre ugers Tour-knokleri kan skabe en formtop, som holder i nogle uger.

- Det er bedre for mig at køre hårdt på hele Touren igennem. Vi så det sidste år, hvor VM lå to uger efter Touren, og da gik det ret godt for mig (en fjerdeplads, red.). Hvorfor ændre på det?, siger Mads Pedersen.

På grund af OL slutter Tour de France for første gang nogensinde ikke i Paris. Og arrangørerne har benyttet lejligheden til at afslutte Touren med en tidskørsel i Nice frem for den traditionelle sprinteretape på Champs-Élysées.

Det er ærgerligt for Mads Pedersen, men på den anden side giver det ham en afslutning uden den store stress. Han har nemlig på forhånd opgivet at køre efter en god placering på den kuperede enkeltstart.

- Jeg kan reelt stoppe Touren en dag før normalt. Jeg kommer i hvert fald ikke til at køre efter sejren på enkeltstarten. Jeg har gennemkørt ruten, og det er vist lige meget, griner Mads Pedersen.

Der er fortsat en lille måned til det olympiske landevejsløb og endnu længere, til banerytterne skal i gang.

Meget kan ændre sig på den tid. Mads Pedersens styrt på 5. etape viser, hvor lidt der skal til at smadre alle planer.

Som 39-årig ved Mørkøv, at dette OL bliver hans sidste. Et styrt i den hektiske Tour de France-atmosfære i et felt med trætte og stressede konkurrenter, og det hele kan være forbi, før det kom i gang.

Det kan være svært at undgå at have i baghovedet. Men også her trækker han på sine erfaringer fra Tokyo.

- Dengang vidste jeg, at jeg sammen med Lasse Norman havde en unik mulighed for at blive olympisk mester i parløb, fordi vi var verdensmestre og dominerede disciplinen.

- Dengang havde jeg inden Tour de France en frygt for, at jeg ville have OL for meget i baghovedet til at kunne præstere. Da besluttede jeg, at jeg blev nødt til at tage en opgave ad gangen. Ellers ville jeg ikke kunne præstere.

- Jeg kan ikke køre med håndbremsen halvt trukket. Jeg bliver nødt til gøre mit bedste og krydse fingre for, at det går godt. Så må jeg tænke på OL bagefter, fastslår Mørkøv.

/ritzau/

De skal skaffe dansk OL-succes i cykling

Torsdag blev der sat navne på de danske baneryttere til OL i Paris. Dermed er OL-truppen i cykling på plads:

Landevej: Mads Pedersen, Mattias Skjelmose, Michael Mørkøv, Mikkel Bjerg, Emma Norsgaard, Cecilie Uttrup Ludwig, Solbjørk Minke Anderson.

Bane: Banecykling: Julie Norman Leth, Amalie Dideriksen, Rasmus Lund, Carl-Frederik Bévort, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Lasse Norman Leth (reserve).

Kilde: Danmarks Idrætsforbund.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu