Tour de France-start skal minde omverdenen om Chris Anker Sørensen

Langs Tour de France-ruten i Danmark har borgere og kommuner arrangeret en masse forskellige markeringer. Chris Anker Sørensen vil blive hyldet med et stort portræt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et mindeprogram og et stort portræt er blandt andet planlagt for at mindes Chris Anker Sørensen, der som menneske, rytter og ekspert satte et stort aftryk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han var tiltænkt en central rolle i TV 2's dækning af Tour de France-starten i Danmark. Og det får Chris Anker Sørensen også, selv om han gik bort i september sidste år.

Godt nok ikke i kommentatorboksen, hvor han både af kolleger og seere var højt skattet. Men tv-stationen vil bruge den historiske sportsbegivenhed på dansk jord til at minde omverdenen om den tidligere cykelrytter.

Et mindeprogram om "Oksen fra Hammel" ruller over skærmene mandag 4. juli, efter at løbet har forladt Danmark.

Og undervejs på etaperne har private borgere og virksomheder sørget for flere markeringer for Chris Anker Sørensen. Blandt andet bliver et kolossalt portræt af ham printet i landskabet langs ruten fra Roskilde til Nyborg.

Ni måneder efter Chris Ankers død er det vigtigt for TV 2-kommentator Dennis Ritter at hylde sin tidligere ven og kollega.

- Det har ligget mig meget på sinde, og jeg har selv været involveret i nogle af projekterne. Hele verden skal gennem de her tre dage forstå, hvor meget vi savner Chris, og hvor elsket og folkekær han var i det her land, siger han.

Chris Anker Sørensen døde i en alder af 37 år, da han på en træningstur under forberedelserne til VM i cykling blev ramt af en bil.

Langs Tour de France-ruten i Danmark har borgere og kommuner arrangeret en masse forskellige markeringer. Chris Anker Sørensen vil blive hyldet med et stort portræt. Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

I årene forinden havde han etableret sig som en fast del af sendefladen og indgik i Tour de France-trioen med Rolf Sørensen og Dennis Ritter.

Sidstnævnte har stadig ikke vænnet sig til at omtale Chris Anker Sørensen i datid.

- Det bliver rørende og følelsesmæssigt svært for mig, når der er de her markeringer og hilsener. Så ved jeg, at det er noget, der bliver set og kommenteret i 190 lande, siger Ritter.

Ord som lærenem, organiseret, velforberedt og historisk interesseret slynges ud, når de erfarne TV 2-folk skal beskrive deres afdøde kollega, hvis joviale personlighed også fremhæves igen og igen.

- Han lærte med det samme alle aspekter af tv-mediet. Han lærte, hvordan det hele hang sammen, og kunne løse langt flere roller, end man kunne forvente af ham. Det var en fornøjelse. Jeg elskede at arbejde sammen med Chris, siger Ritter.

Ifølge Rolf Sørensen gav Chris Anker et perfekt modspil i kommentatorboksen.

- Jeg er den gamle og erfarne. Ham, der har vundet mange cykelløb, og så kan nogle af de unge drenge godt blive lidt duperet. De sidder måske med en mening og tænker, at noget er forkert, og at en rytter skulle have gjort sådan og sådan. Det turde Chris godt sige. Der kom en debat, og det var fedt, synes jeg, siger han.

Nogle måneder efter Chris Ankers død var Dennis Ritter med til at starte en indsamling til cykelrytterens efterladte kone og børn.

Salg af trøjer og T-shirts med Giro d'Italia-etapevinderens ansigt samt private donationer er indtil videre løbet op i cirka 1,25 millioner kroner.

500.000 går til familien, mens de resterende doneres til organisationen Børn, Unge og Sorg.

I kommentatorboksen findes der ikke en afløser for naturtalentet, slår Ritter og Sørensen fast. Når Touren i år ruller afsted, bliver det med ColoQuicks sportsdirektør, Christian Moberg, cykelrytter Emil Vinjebo og landstræner Anders Lund, der skiftes til at træde ind som tredje led.

- Det ville være et fuldstændig urimeligt pres at lægge på skuldrene af en ny tredje kommentator at sætte ham fast ind tre uger under Tour de France og sige, at det er den nye Chris Anker. Det ville være utilgiveligt. Ingen kan fylde den rolle, og vi skal ikke have en ny Chris Anker. Vi skal have en ny "indsæt selv navn", forklarer Dennis Ritter.

Touren begynder fredag i København.

/ritzau/

Blå bog om afdøde Chris Anker Sørensen

*Navn: Chris Anker Sørensen.

*Alder: Blev 37 år (død 18. september 2021).

*Fødested: Hammel, Danmark.

*Nationalitet: Dansker.

*Civilstand: Var gift og efterlod sig to døtre.

*Cykelkarriere som professionel:

2007-2015: Tinkoff-Saxo.

2016: Fortuneo-Vital Concept.

2017-2018: Riwal.

*Største resultater:

Dansk mester i linjeløb (2015).

Etapesejr i Giro d'Italia (2010).

Etapesejr i Dauphiné Libéré (2008).

Samlet 14.-plads i Tour de France (2012).

*Tv-karriere: Cykelekspert på TV 2 2017-2021.

Kilder: Procyclingstats.com, billedbladet.dk, tv2.dk og Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu