Tour de France-holdene har besluttet sig for at følge reglerne og undlade at bruge radiokommunikation på tirsdagens etape.
Der var linet op til stor ballade inden tirsdagens Tour de France-etape. 15 hold havde skrevet under på et stykke papir, hvor de protesterede over det forbud mod radiokommunikation, som den internationale cykelunion UCI og løbsarrangørerne tidligere har besluttet at indføre på to etaper i Touren.
Holdene gav udtryk for, at man trods trusler om bøder og udelukkelse ville benytte radioerne alligevel af hensyn til rytternes og tilskuernes sikkerhed og de taktiske manøvremuligheder. Men protesten endte i en fuser, fordi holdene ikke kunne blive enige om en fælles aktion.
- Vi har ikke kunnet opnå enstemmighed blandt holdene, så for at undgå mere ævl og kævl kører vi efter reglerne, siger Team Saxo Banks pressechef Brian Nygaard.
Forbuddet mod at kommunikere med rytterne under løbet er begrundet i, at det vil give et mere spændende og uforudsigeligt løb, når rytterne ikke ved alt, hvad der foregår på ruten og i feltet og derfor i højere grad skal tage selvstændige taktiske beslutninger.
Fredag er også udset til radiofri dag, og her forventer Nygaard heller ingen aktioner.
- Vi vil stå i samme situation som i dag, så det er svært at tro, at det skulle se anderledes ud der, siger Nygaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker