Tour-vraget Nicki Sørensen: Jeg er skuffet

Veteranen Nicki Sørensen havde et klart billede af, at han skulle køre Tour de France.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men Saxo-Tinkoffs ledende sportsdirektør, franskmanden Philippe Mauduit, ringede til Nicki Sørensen tirsdag aften og fortalte, at han var valgt fra.

- Jeg er lidt overrasket over det. Lidt skuffet. De pillede mig ud af Giro-truppen, fordi jeg skulle køre Tour de France, så jeg troede, at jeg skulle køre.

- Jeg er lige kommet fra højdetræningslejr, og jeg har gjort alt det rigtige. Jeg viste også gode takter i Criterium du Dauphine, siger danskeren.

Han erkender samtidig, at det danske hold i år er usædvanligt stærkt. Alberto Contador har for nylig kaldt holdet for sit bedste Tour-hold nogensinde.

- Sådan er spillet. Det har virkelig været svært for sportsdirektørerne. De har tænkt rigtigt meget over det, siger Nicki Sørensen.

Fra sæsonstarten var Chris Anker Sørensen og Michael Mørkøv de eneste danskere i Saxo-Tinkoffs Tour de France-trup. Nicki Sørensen kom med i truppen i slutningen af april efter et stærkt forår. Ingen af de tre kommer med i Tour de France.

Nicki Sørensen stod ellers over for sit Tour de France nummer 11 i karrieren. Selv om han lige er blevet 38 år, køber han ikke et spørgsmål om, hvorvidt det var hans sidste Tour, som blev pillet fra ham.

- Det tør jeg ikke sige. Lige nu vil jeg ikke afskrive endnu et Tour de France. Jeg føler mig stadig stærk, og jeg tror, at jeg i år ville have kørt mit måske bedste Tour de France, siger Nicki Sørensen.

Næste mål for veteranen bliver søndagens DM på landevej. Et løb han har vundet fire gange tidligere.

- Derefter må vi se. Der findes vel nok et eller andet cykelløb, jeg kan komme til at køre.

/ritzau/