Tourens usædvanlige finale vækker minder om otte legendariske sekunder

Greg LeMond og Laurent Fignon side om side i Tour de France 1989, der skulle gå over i historien. Foto: Str/Ritzau Scanpix

For første gang i 35 år slutter Tour de France med en enkeltstart. 1989-udgaven blev den tætteste nogensinde, men ryttere, der var med dengang, er skeptiske.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sekunderne tikker, mens manden med det lyse hår i den løse hestehale rejser sig i sadlen til en sidste kraftudladning.

Triumfbuen knejser bag ham, da han kort efter krydser målstregen og udmattet falder af cyklen. Liggende på Champs-Élysées' brosten får Laurent Fignon beskeden. Det var ikke nok. Forspringet rakte ikke.

Han har tabt Tour de France. Med otte sekunder.

På et hotelværelse et andet sted i Paris sidder den danske cykelrytter Jesper Worre. Han har kørt sin enkeltstart tidligere på dagen og ser nu tv med sine holdkammerater.

De ser det tre uger lange løb blive afgjort i et vildt kapløb med stopuret.

- Da vi så, at Fignon tabte med otte sekunder, kiggede vi på hinanden og sagde "hold da kæft", husker Worre om det Tour de France for 35 år siden, der skulle gå over i historien.

Greg LeMond vandt. Og de otte sekunder er den mindste sejrsmargin nogensinde. Det skulle blive sidste gang i årtier, at Tour de France sluttede med en enkeltstart frem for en paradeetape og massespurt.

En lykkelig Greg LeMond fejrer sejren i den historisk tætte Tour de France. Til venstre Laurent Fignon og til højre nummer tre, Pedro Delgado. Foto: Lionel Cironneau/Ritzau Scanpix

Lige indtil i år.

Eftersom Champs-Élysées og Paris alligevel er optaget af OL-forberedelser, har arrangørerne valgt helt at kappe båndet til traditionerne.

Der bliver ingen paradeetape med champagne og hyggesnak. Ingen sprinternes uofficielle verdensmesterskab, som etapen til Paris bliver kaldt.

I stedet slutter løbet med en tidskørsel i Nice. Og måske en genopførelse af dramaet fra 1989.

- Jeg kan bedst lide en sprint på sidste etape. Der er jeg traditionel. Jeg synes, at rytterne skal hyldes. For mig er det promenade og massespurt, siger Brian Holm, der også var med dengang i 1989.

- En enkeltstart til sidst kan selvfølgelig blive spektakulært, og jeg forstår, hvorfor de gør det. Fair nok. Men jeg håber ikke, at det bliver en vane, siger han.

Aldersforskellen mellem Laurent Fignon og Greg LeMond er kun ti måneder, men det virker som den gamle mod den nye verden, da de liner op til enkeltstarten, der skal afgøre Tour de France.

Fignon med flagrende hår og stålindfattede briller. LeMond med aerodynamisk hjelm, cykelbriller og en triatlonbøjle på styret, som Fignon uden held har forsøgt at nedlægge forbud imod.

Det har allerede været et uforglemmeligt Tour de France.

Den forsvarende mester, Pedro Delgado, startede med et tidstab på næsten tre minutter, da han kom for sent til prologen i Luxembourg.

Førertrøjen har fået ny indehaver seks gange. Breukink, Da Silva, LeMond, Fignon, LeMond, Fignon. Efter tidskørslen skifter den ejer igen. Denne gang er det endegyldigt.

- Efter den sidste hårde bjergetape boede jeg på hotel med Bjarne Riis, der kørte på hold med Fignon. Riis troede, den var hjemme og så frem til en præmie, der vel svarede til hans årsløn, erindrer Jesper Worre.

De to rivaler, der kæmper om Tour-tronen, er begge i gang med et bemærkelsesværdigt comeback til toppen af cykelsporten.

Fignon har overvundet årelange skadesproblemer, der har spærret ham inde i ingenmandsland efter at have vundet Tour de France i 1983 og 1984.

LeMond, der vandt løbet i 1986, kører med 35 blyhagl i kroppen efter en vådeskudsulykke, der nær havde kostet ham livet.

Den flamboyante og underholdende franskmand mod den ligefremme og strømlinede amerikaner.

På hotelværelset håber Jesper Worre på Fignon.

- Han kørte en fuld sæson, og det gav mere respekt i feltet. Han havde allerede vundet Milano-Sanremo og Giro d'Italia det år. LeMond kørte langsomt det meste af året, og så kørte han stærkt i Touren.

Også Brian Holm er fascineret af franskmanden.

- Han var så arrogant, at jeg så op til ham. Han kørte med IWC-ure og Cartier-briller og værdigede ikke nogen et blik.

- Der var en aura omkring ham, hvor LeMond gik rundt i bar mave og drak cola og spiste chokoladekiks og var langt mere tilgængelig, husker Brian Holm.

Det kontroversielle bøjlestyr gør sit arbejde på den flade, 24,5 kilometer lange tidskørsel. LeMond sidder i aerodynamisk figur og ligner en enkeltstartsrytter.

Han tromler hen over brostenene og kommer i mål i klart bedste tid. Tilbage er der kun at vente.

Kort efter dukker Fignon op i horisonten. Han rejser sig op i sadlen og spurter mod stregen. LeMond skjuler sine øjne med hænderne.

Da franskmanden nærmer sig skiltet, der markerer, at han har 100 meter til målstregen, forsvinder de sidste sekunder af hans forspring. Det er slut.

Mens LeMond får et langt knus af sin hustru, Kathy, bryder Fignon sammen i gråd. Han kommer ikke i nærheden af at vinde Tour de France igen.

- Det var enormt synd, siger Jesper Worre, der, trods den legendariske status 1989-udgaven har fået, ikke er fan af en enkeltstart på sidste dag.

- Hvad nu, hvis løbet er afgjort? Sidste år førte Jonas Vingegaard med syv minutter. Tænk, hvis de skulle have sluttet med en enkeltstart der. Så kunne nogen måske have kæmpet om syvende- og ottendepladsen. Det er lidt tamt siger Worre.

LeMond genvinder Tour de France i 1990 uden at vinde nogen etaper på vejen. Fignon udgår tidligt. Året efter slutter de to rivaler som nummer seks og syv.

De er begge mere end ti minutter efter den nye vinder, Miguel Indurain. Den nye tid er begyndt.

/ritzau/

Her er historiens smalleste Tour de France-sejre

De otte sekunders forspring, Greg LeMond vandt med i 1989, er fortsat den mindste sejrsmargin i Tour de France-historien.

Her er de mindste sejre:

* Greg LeMond foran Laurent Fignon, 8 sekunder. 1989.

* Alberto Contador foran Cadel Evans, 23 sekunder. 2007.

* Oscar Pereiro Sio foran Andreas Klöden, 29 sekunder. 2006. (Efter at Floyd Landis blev diskvalificeret).

* Jan Janssen foran Herman Vanspringel, 38 sekunder. 1968.

Kilde: cyclingnews.com

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu