Tourstjerne hylder colombiansk komet: Han er utrolig
Egan Bernal sørgede for samling blandt favoritterne med sit stærke ridt op ad Alpe d'Huez på torsdagens etape. Foto: Stephane Mahe/Reuters
Stephane Mahe/Reuters
Supertalentet Egan Bernal viste sit store potentiale, da han førte Sky-holdet op ad Alpe d'Huez.
Mange har spået Egan Bernal en lysende fremtid i store etapeløb som Tour de France, og den unge colombianer gør ikke noget for at modbevise den spådom i sin Tour-debut.
På torsdagens etape til Alpe d'Huez var det Bernal, der trak Geraint Thomas og Chris Froome de første mange kilometer af den legendariske stigning.
Det var primært ham, der sørgede for, at Steven Kruijswijks stærke udbrudsforsøg blev nulstillet.
Og manden i den gule førertrøje, Geraint Thomas, er da også begejstret for sin talentfulde holdkammerat.
- Hele holdet kørte fremragende, men specielt Egan. Han er altså kun 21 år, og han er den yngste mand i feltet. Han førte, indtil der manglede fem kilometer. Han er utrolig, lyder det fra Thomas.
Egan Bernal vandt sidste år Tour de l'Avenir - et etapeløb, der også bliver kaldt for de unges Tour de France. Det fik Sky til at skrive en tre år lang kontrakt med den lille allrounder, der både kan klatre og køre enkeltstart.
I sit første halvår på holdet er han noteret for hele seks sejre, blandt andet en samlet triumf i etapeløbet Tour of California.
Sky sidder fortsat tungt på de to øverste pladser i Tour de France-klassementet, hvor Geraint Thomas fører foran Chris Froome.
Hjælperytteren Bernal er på en samlet 19.-plads.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker