Træner efter "kæmpe skuffelse": - Det må vi bare erkende

Jakob Larsen var ekstremt skuffet efter nederlaget i European League til ungarske Praktiker-Vác. Arkivfoto: Ingrid Riis, Scanpix

NFH-træner Jakob Larsen var dybt skuffet efter endnu en europæisk nedtur.

Offentliggjort Sidst opdateret

VÁC: I løbet af de sidste mange sæsoner har undertegnede skriverkarl interviewet NFH's cheftræner Jakob Larsen et hav af gange. Både efter triumfer og skuffelser. Men sjældent har han været så mærket af en skuffelse, som efter nederlaget på 27-24 til Praktiker-Väc.

Det sender reelt NFH ud af European League-gruppespillet, før det næsten er begyndt. Tre nederlag i tre kampe gør ondt på cheftræneren, der sammen med holdet aldrig har fundet takterne fra sidste sæson, hvor det blev til en finaleplads.

- Vi har aldrig fundet vores ben i denne turnering. Det må vi bare erkende. Det kan der være mange årsager til, og det er der selvfølgelig også. Men det nytter bare ikke noget lige nu.

- Vi må bare erkende, at det slet ikke har været godt nok, og så topper vi lige præstationen i dag med at lave 18 tekniske fejl. Det siger vist det hele, lød det fra en tydeligt skuffet Jakob Larsen i telefonen fra Ungarn.

- Er det en fiasko?

- Fiasko er et stort ord, men ja, man kan vel godt kalde det en lille fiasko og en kæmpe skuffelse, lød det fra Jakob Larsen.

- I har jo gjort, hvad man kunne forvente i den hjemlige liga, men hvorfor er det gået galt i Europa?

- Årsagerne er mange, men de to ting, jeg vil pege på, er, at spillerne måske havde forventet, at den her pulje den kunne vi bare klare uden at spille op til vores bedste. Men der er Europa bare anderledes.

- Der skal kæmpes for hver en bold, og der er mere fysik, end vi har været vant til fra den hjemlige liga, og det har vi ikke formået at spille os ud af, siger han og peger på den tendens, der har været i samtlige tre kampe indtil videre, hvor NFH er kommet frygtelig fra start og langt bagud.

- Det er helt klar noget, vi skal have snakket mere om og analyseret på, hvad pokker der sker, siden vi ikke er klar fra start, siger han og fortsætter:

- Og så har det også skabt usikkerhed på banen, at vi ikke har haft Cecilie Greve med i målet. Det har betydet mere, end jeg lige havde regnet med. Det skal ikke lyde som kritik af Line og Catharina, for de har gjort, hvad de kunne og mere til.

- Men den europæiske rutine og sikkerhed, som Cecilie Greve igennem mange sæsoner har været garant for, den har vi virkelig manglet, og det har smittet af på hele holdet, siger Jakob Larsen, der skal håbe på mirakler for at NFH skal gå videre fra puljen.

- Vi skal kæmpe så længe, der er et halmstrå at klamre sig til, men realistisk set, må vi nok erkende, at der skal falde et mirakel ned fra himlen, hvis vi skal videre, erkender Jakob Larsen.