Dansk Boldspil-Union (DBU) har endnu en gang truffet et valg, hvor man vægter det offensive spil højere end spillernes evne til at dække op. Det mener den tidligere ungdomslandsholdstræner Hans Brun Larsen, efter at Morten Wieghorst er blevet udnævnt til ny U/21-landstræner.
- Valget af Wieghorst ligger tæt op ad den linje, som DBU har lagt, hvor det offensive skal have større prioritering end det defensive. I DBU betyder resultater ikke noget for udviklingen af spillere, siger Hans Brun Larsen.
Wieghorst stopper efter Superliga-sæsonen som træner for FC Nordsjælland og overtager U/21-landsholdet fra Keld Bordinggaard efter EM-slutrunden til sommer.
Derved har DBU fremtidssikret den fodboldfilosofi, der er sivet fra Morten Olsens A-landshold og ned til alle ungdomsårgangene. Og det var netop den filosofi, der fik den nu 68-årige Hans Brun Larsen til at forlade DBU-systemet i 2006.
- Jeg er fuldstændig uenig i DBU's linje. I moderne fodbold skal alle spillere - helt op til den forreste - være veluddannede i at spille det defensive spil. Det forsømmer man i DBU, siger Hans Brun Larsen, der fra 1996 og 10 år frem var U/16- og U/17-landstræner.
I dag er han ungdomstræner i Vanløse IF, og til trods for uenigheder med fodboldfilosofien, så har han alligevel respekt for Morten Wieghorsts færdigheder som træner.
- Han er da én af dem, der har formået at tage springet fra spiller til træner, uden at det er gået fuldstændig galt, siger Hans Brun Larsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker