Med en 3-1-sejr over Sønderjyske satte Brøndby en stopper for en miserabel stime på otte kampe uden sejr - en stime som i torsdags kostede træner Kent Nielsen jobbet.
Mike Jensen, midtbanespiller og søn af den nye træner, Henrik Jensen, er også en lettet mand efter den sjældne succesoplevelse i Haderslev.
- Jeg er tilfreds med holdkammeraterne, mig selv og det hele. I dag viste vi den helt rigtige indstilling, og vi gik på banen med ekstremt meget energi, siger Mike Jensen.
Efter en rodet start bragte Brøndby sig foran på Mikael Nilssons mål allerede efter 10 minutters spil - en scoring, som Mike Jensen kalder et "kæmpe rygstød" efter en hård tid.
Efter trænerfyringen i torsdags har den nye træner kun haft et par dage til at arbejde med holdet.
- På så kort tid er det begrænset, hvad man kan lave, men han har forsøgt at pumpe nyt humør ind i holdet. Vi har jo hængt lidt med hovederne, forklarer Mike Jensen.
For anfører Michael Krohn-Dehli har de sidste, omtumlede dage været en helt ny oplevelse.
- Jeg har aldrig spillet i en klub, hvor en træner er blevet fyret, mens jeg har været der. Det var ikke særligt behageligt, og stemningen var noget trykket i fredags. Men trænerskiftet har nok fået os til at kigge indad. Nu er der jo ikke andre at skyde skylden på, siger Michael Krohn-Dehli.
Den berømte effekt, når en klub skifter træner udeblev altså ikke, og landsholdsspilleren håber, holdet er startet på en frisk.
- Der var en anden fornemmelse før kampen i dag. En anden gejst. Det var som om, alle ville vinde, fortæller Brøndbys anfører.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker