Trænerskifte i Nordfalster
Rasmus "Ralle" Christensen på bænken i sin egen have. Men efter sommerferien er det trænerbænken han overtager i Nordfalster. Foto: Thomas Lærke Jensen
Thomas Lærke Jensen
Nordfalster får ny trænerduo til den kommende sæson.
Det bliver en rutineret herre og et helt nyt ansigt på seniorfronten, der overtager styringen af Nordfalsters sjællandsseriemandskab for den kommende sæson.
Rasmus "Ralle" Christensen med mange års seniortrænererfaring fra Listrup og Ørslev på Sjælland, er ny mand med hovedansvaret, og ved hans side får han Lasse Rasmussen, der har stor erfaring med ungdomsfodbold efter mange års trænergerning i Nykøbing FC.
De erstatter cheftræner Anders Sørensen og assisterende træner Morten Bro, der begge ønsker at stoppe i klubben efter lidt over et år i trænersædet efter eget ønske, da deres civile arbejde ikke længere kan forenes med trænergerningen.
Sportslig ansvarlig i Nordfalster Mads Tiller Hansen har i et stykke tid ledt efter afløserne til den trænerduo, der ser ud til at føre Nordfalster igennem endnu en succesfuld sæson i Sjællandsserien, og han er glad for, at aftalerne med "Ralle" og Lasse Rasmussen er faldet på plads.
Stærkt trænerteam
- Vi er overbeviste om, at vi har fundet et stærkt trænerteam, der kan bygge videre på det gode arbejde som Anders og Morten har leveret. "Ralle" har før leveret stærke resultater i Listrup, der er en klub vi kan sammenligne os med, og Lasse kommer med nye impulser fra sine mange år som ungdomstræner, så jeg tror på, at det er et rigtig godt match, siger Mads Tiller Hansen.
Rasmus "Ralle" Christensen har taget en pause fra trænergerningen siden han for snart halvandet år siden tog et halvt år mere som træner i barndomsklubben Listrup, der dengang var i bekneb for en træner.
- Men nu synes jeg, at tiden var rigtig igen, og jeg glæder mig til at komme tilbage på træningsbanen, siger Rasmus "Ralle" Christensen, der har fået et godt indtryk af Nordfalster.
- Det er en klub med nogle gode mennesker omkring og et godt miljø, og så minder de på mange måder om det jeg er vokset op med i Listrup, som en landsbyklub hvor sammenhold og godt kammeratskab skal være drivkraften, kommer det fra "Ralle", der også er blevet anbefalet af klubbens nuværende træner Anders Sørensen.
Nogle gode drenge
- Jeg er fuldstændig rolig omkring at "Ralle" og Lasse skal overtage holdet. Det er en flok gode drenge, der har noget at bygge videre på, og det er jeg fuldstændig overbevist om, at de to kan sikre, siger Anders Sørensen, der var assistent i klubben, men trådte til for 10 måneder siden, da man skilte sig af med Nikolaj Sandau-Nielsen i utide.
- Det var aldrig meningen at jeg skulle have været cheftræner, men klubben stod i en svær situation dengang, og jeg er glad for, at jeg påtog mig opgaven, siger Anders Sørensen, der fortsat vil få en noget mere, endnu ikke defineret, tilbagetrukket rolle i klubben.
Nordfalster ligger i øjeblikket nummer ti i Sjællandsserien og meget skal gå galt, hvis ikke det bliver til en ny sæson i Sjællandsserien.
- Det er da målsætningen, at vi skal være i Sjællandsserien, men med den nye struktur, hvor der bliver flere nedrykkere i overgangsfasen, så kan det godt blive svært. Men jeg synes vi har spillertruppen til at tage kampen op, og vil da også lede efter forstærkninger. Men det vigtigste for mig er, at vi får fastholdt det gode træningsmiljø, der er opbygget med de mange unge spillere, afslutter Rasmus "Ralle" Christensen.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker