Træt Valieva er lettet over at måtte fortsætte ved vinter-OL
Den 15-årige russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva fik mandag lov til at fortsætte jagten på mere olympisk metal af Den Internationale Sportsdomstol (CAS), selv om hun har afgivet en positiv dopingprøve forud for legene. (Arkivfoto). Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
15-årig kunstskøjteløber siger tirsdag, at den seneste tids store fokus på hende har udmattet hende mentalt.
Den 15-årige russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva er lettet over, at hun har fået lov til at konkurrere videre ved vinter-OL i Beijing. Men hun erkender også, at en nylig dopingsag har tæret på kræfterne.
Det siger hun tirsdag til russisk stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- De seneste par dage har været meget vanskelige for mig, siger hun til det russiske medie Channel One.
- Det er, som om jeg ikke har flere følelser tilbage. Jeg er glad, men på samme tid er jeg følelsesmæssigt udmattet.
Det er første gang, at Kamila Valieva udtaler sig om dopingsagen mod hende.
Teenageren fik mandag lov til at fortsætte jagten på mere olympisk metal af Den Internationale Sportsdomstol (CAS), selv om hun afgav en positiv dopingprøve forud for legene.
Ifølge Denis Oswald, som er medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), forsvarede hun over for CAS sin positive dopingtest med, at hun havde rodet rundt i sin medicin med bedstefarens.
Valieva afgav en positiv dopingprøve 25. december. Men da prøven ikke var analyseret - eller resultatet i hvert fald ikke var offentliggjort - kunne hun i sidste uge stille til start i holdkonkurrencen ved vinter-OL, hvor hun snuppede en guldmedalje sammen med det russiske hold.
Først dagen efter den konkurrence kom det testresultat, der viste, at hun var testet positiv for det forbudte stof trimetazidin.
I mandagens afgørelse lagde CAS blandt andet vægt på, at dopingprøven ikke blev afgivet under selve legene.
Som følge af afgørelsen fra CAS kan Valieva få lov til at komme i aktion i kvindernes korte program tirsdag. Her er hun favorit til at snuppe endnu en medalje.
Kamila Valieva siger, at hun håber, at hun kan præstere som ventet i den individuelle konkurrence, og at hun er stolt over fortsat at kunne repræsentere sit land.
- Når jeg åbner Instagram, ser jeg mange beskeder og lykønskninger fra folk, der tror på mig, siger hun til russisk tv ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Jeg har endda set billeder af reklamesøjler i Moskva, hvor der står: "Kamila, vi er med dig". Det har været rart i en svær tid.
Vinder Valieva tirsdag, har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) allerede varslet, at der ikke vil blive afholdt nogen medaljeceremoni.
Afgørelsen om at lade den 15-årige russer fortsætte ved vinter-OL er blevet kritiseret fra flere sider - blandt andet af Anti Doping Danmark.
Præsidenten for Det Internationale Antidopingagentur (Wada) lovede mandag efter afgørelsen fra CAS, at agenturet vil gøre alt for at efterforske sagen til bunds.
Selv om Valieva må konkurrere videre i Beijing, er hun ikke renset i sagen. Hun risikerer stadig at få en dopingkarantæne, da CAS ikke har behandlet den del af sagen endnu.
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen