Transkønnede udelukkes fra international kvinderugby
Den franske rugbyspiller Pau Alexia Cerenys er transkønnet. (Arkivfoto). Foto: Gaizka Iroz/Ritzau Scanpix
Den Internationale Rugby-Liga har besluttet at udelukke transkønnede kvinder fra international kvinderugby.
Transkønnede kvinder får som udgangspunkt ikke lov til at deltage i international kvinderugby.
Det har Den Internationale Rugby-Liga (IRL) besluttet.
Organisationen, som blandt andet arrangerer VM i kvindernes rugby league, skriver i en pressemeddelelse, at beslutningen står ved magt, indtil det er lykkedes at indsamle mere information om emnet.
- Det er IRL's ansvar at balancere individers ret til at deltage og det, som kan opfattes som en risiko for andre deltagere, og at alle høres på en retfærdig måde, skriver organisationen i pressemeddelelsen.
Beslutningen kommer, efter at Det Internationale Svømmeforbund (Fina) ifølge nyhedsbureauet Reuters besluttede at begrænse transkønnede kvinders adgang til eliteturneringer.
Svømmeforbundet vil nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på, om man kan lave en kategori, som er åben for transkønnede atleter ved nogle turneringer.
Beslutningen betyder, at transkønnede kvinder ikke vil få lov til at deltage på deres landshold, når kvindernes VM i rugby league bliver skudt i gang i England til november.
IRL oplyser, at det vil samarbejde med dens otte medlemslande om at udarbejde et regelsæt for transkønnede, som skal stå klart i 2023.
- IRL kommer til at arbejde på at udvikle et sæt kriterier baseret på det bedst mulige empiriske materiale, som på en retfærdig måde balancerer individers ret til at dyrke sporten med sikkerhed for alle deltagere, skriver organisationen.
Også i den anden type af rugby, rugby union, er transkønnede atleter blevet udelukket fra at deltage i kvindeturneringer.
I fodboldens verden er transkønnede atleter ligeledes noget, der bliver drøftet.
En talsperson fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) sagde ifølge det australske medie ABC, at forbundet drøfter en ny politik.
- Fifa er i øjeblikket sammen med eksperter ved at gennemgå dets regler vedrørende forskellige køns deltagelsesret, sagde talspersonen i en artikel mandag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker