Travl fredag: Rune møder Medvedev og spiller double
Daniil Medvedev ligger nummer fem på den seneste verdensrangliste, hvor Holger Rune er nier. Foto: Eric Gaillard/Reuters
Daniil Medvedev slog Alexander Zverev i lang kamp og møder nu Holger Rune på en travl fredag for danskeren.
Holger Rune spiller efter planen hele to kvartfinaler ved Monte Carlo Masters fredag.
Først og fremmest møder den snart 20-årige dansker Daniil Medvedev i et singleopgør om en plads i semifinalerne. Det bliver første møde nogensinde mellem de to.
Det står klart, efter at russeren sent torsdag aften slog Alexander Zverev 3-6, 7-5, 7-6 i en omskiftelig og lang ottendedelsfinale, hvor han i den afgørende tiebreak afværgede to matchbolde.
Opgøret blev udskudt til lidt over klokken 20 på grund af en regnpause tidligere på dagen, da verdensetteren Novak Djokovic overraskende tabte til italienske Lorenzo Musetti.
Det betød, at mørket for længst var faldet på, og jakker og huer var fundet frem på tilskuerpladserne, da Medvedev kæmpede sig tilbage efter at have været bagud med et sæt og nede med 4-5 i tyskerens serv i andet sæt.
9-7 endte den afgørende tiebreak i tredje sæt.
Rune brugte en del færre kræfter torsdag. Italienske Matteo Berrettini trak sig således med en skade godt fire timer før det planlagte møde mellem ham og Rune.
Danskeren får til gengæld en meget travl fredag.
Holger Rune er nemlig også fortsat med i doubleturneringen sammen med Taylor Fritz. Parret står til at spille kvartfinale mod kroatiske Ivan Dodig og amerikanske Austin Krajicek fredag.
Runes opgør mod Medvedev skal spilles som det tredje på Court Rainier, hvor spillet starter klokken 11. Det vil sige, at det næppe kommer i gang før en gang ud på eftermiddag.
Samtidig er doubleopgøret med Fritz, der spiller anden singlekamp mod Stefanos Tsitsipas på Court Rainier, programsat som det fjerde og sidste på Court des Princes, hvor man også går i gang klokken 11.
Arrangøren har dog tilføjet ud for Fritz og Runes doublekamp, at den "afvikles efter et passende hvil".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned