Tre birdies sikrer Koerstz Madsen fin start på LPGA-turnering
Danske Nanna Koerstz Madsen ligger på en delt 23.-plads ved LPGA-turneringen Cambia Portland Classic i USA efter første runde. (Arkivfoto) Foto: Christian Petersen/Ritzau Scanpix
Christian Petersen/Ritzau Scanpix
25-årige Nanna Koerstz Madsen ligger fint til i feltet efter førstedagen ved LPGA-turnering i Oregon i USA.
Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen fik fredag en udmærket indledning på LPGA-turneringen Cambia Portland Classic i USA.
Det står klart, efter at hun klarede første runde i to slag under par.
Resultatet placerer danskeren på en delt 23.-plads sammen med 15 andre spillere.
Den 25-årige dansker fik ellers en tung start på dagen, da hun lavede bogey allerede på første hul.
Det blev fulgt op af to birdies på hul 6 og 7, inden endnu en bogey fulgte på hul 8.
På banens anden halvdel fik Nanna Koerstz Madsen en smule bedre fat om køllerne og bragte noget mere stabilitet ind i spillet.
De sidste ni huller klarede danskeren således med syv par og to birdies, og dermed brugte hun 70 slag til at gennemføre de 18 huller - to under banens par.
Cambia Portland Classic, der spilles i delstaten Oregon, er den ældste uafbrudte turnering på kvindernes LPGA-tour. Den blev oprettet i 1972.
Turneringen føres af australske Hannah Green og amerikanske Cydney Clanton. De klarede begge første runde i seks slag under par.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet